Campus bygherre findes i dag
I dag, tirsdag, findes det team, der skal bygge UC Syddanmarks nye Campus
Vinderen af det team der skal bygge UC Syddanmarks ny campus i Aabenraa findes i dag, tirsdag.
Fire teams har budt på opgaven, som uden tvivl vil føre til et nyt markant og spændende byggeri i Aabenraa.
Der er tale om en totalentreprise på mere end 100 millioner kroner, og de fire har alle erfaringer og særdeles gode kompetencer i forhold til at skulle bygge et uddannelseshus i høj klasse.
De fire teams er:
Hoffmann A/S, med Henning Larsen Architects A/S, Rambøll Danmark A/S og GBL/Rambøll – Byudvikling og Landskab som underrådgivere. A. Enggaard A/S med Arkitema Architectes K/S og Grontmij A/S som underrådgivere. NCC Construction Danmark A/S med Friis & Moltke A/S, Niras A/S og Preben Skaarup, Landskabsarkitekt MAA som underrådgivere og endelig Bo Michelsen A/S med RUM A/S, ADEPT A/S, Orbicon A/S og Kragh & Berglund Landskabsarkitekter A/S som underrådgivere.
På arkitektsiden har alle fire teams samarbejde med fyrtårne i arkitektbranchen, som har store markante og kendte nybygninger bag sig. Og alle deltagere har dokumenteret erfaring med totalentreprise på lignende byggerier.
Den ny campus ventes at stå færdig i august 2017, og kommer til at rumme pædagoguddannelsen, socialrådgiveruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen – cirka 1100 studerende og cirka 70 medarbejdere.
Vi følger sagen
Lokalavisen Aabenraa er naturligvis tilstede, når vinderprojektet offentliggøres, og du vil blive opdateret via vores hjemmeside www.aabenraa.lokalavisen.dk, så snart der er nyt i sagen.