Fortsæt til indhold

Jagten på den perfekte brudekjole

De første forberedelser til Årets Kolding Bryllup er i gang

Arkiv
Natalie Stratigos

Tyndt, flagrende chiffon, glat og glinsende taft eller skinnende satin. Valgmulighederne er mange, når drømmebrudekjolen skal findes.
Maria Lassen og Henrik Schade har vundet Lokalavisens konkurrence om Årets Kolding Bryllup, og forberedelserne til den store fest er så småt gået i gang. Det første skridt er jagten på den perfekte brudekjole.


Torsdag besøgte 32-årige Maria designeren Justian Kunz, der skal skræddersy kjolen.


“Jeg drømmer om en helt enkel kjole uden ærmer. Der skal helst ikke være for mange perler og blonder. Måske skal den have en corsage, der skærer ved brystet,” lød det fra Maria, der havde gjort hjemmearbejdet godt og havde gemt billeder af omkring 20 forskellige brudekjoler, som hun kunne vise designeren på mobilen.

Råhvid og skarpt skåret

“Hvor meget fylde kunne du tænke dig? Kjolen fylder mere, hvis du får underskørt. Og hvad med draperinger?,” spurgte JustianKunz, der sad klar med pen og papir, så tankerne kunne skitseres.

Han havde også fundet forskellige stofprøver frem, så Maria kunne mærke strukturforskellene.
“Jeg tror, det kunne være flot med en skarp, lige skåret corsage og så en kjole, der falder tungt. Måske i råhvid. Det vil passe godt til din lyse hud.”


“Det lyder spændende,” lød det fra Maria, der gerne tog imod gode råd fra designeren.
Efter den indledende snak blev der taget mål. Rundt om taljen, fra skuldrene mod hoften og længden af benene. Kjolen skal sidde perfekt ned til mindste detalje, så målene blev taget minutiøst.


Henover sommeren og det tidligere efterår skal Maria mødes med designer Justian Kunz fire til fem gange, før den kommende brud står med sin færdige brudekjole. Kjolen forventes at være færdig i midten af august.