Fortsæt til indhold

Guldsmeden fandt de rigtige ringe

Design Ure & Smykker hjalp Maria og Henrik med vielsesringene

Arkiv
Natalie Stratigos

Butikken bugner af smykker fra gulv til loft. Der er simple guldringe, der er dem med diamanter og de rå, oxiderede sølvringe.
Årets Kolding Brudepar, Maria Lassen og Henrik Schade, har været på besøg hos Design Ure & Smykker. Det er guldsmed Johan Veje, der skal specialdesigne parrets ringe, og han hjalp dem med at finde ud af, hvordan ringene skal se ud.
“De ringe, vi laver til Maria og Henrik er ikke serieproducerede. De er personlige, og derfor er der mange beslutninger, der skal træffes. Skal det være en enkel ring? Firkantet eller rund? Skal det være ens par-ringe, eller må Marias være mere feminin?,” spørger guldsmeden retorisk.
“Jeg starter lidt fra bunden. Jeg er ikke vant til at gå med ring, så jeg vil helst have, den er så diskret som muligt,” siger Henrik.
Johan Veje finder nogle forskellige ringe frem for at vise parret eksempler på hans tidligere arbejde.
“Man kan for eksempel lægge en overflade på ringen, så der kommer lidt spil i den. Det er jo ofte detaljerne, der gør, at man kan se, at ringen er specialdesignet,” siger han.
Guldsmeden forklarer parret, at guld ofte er mere holdbart end sølv, og fordi vielsesringene skal holde i mange år, er der mange, der vælger de klassiske guldringe.
“Jeg har flest sølvsmykker, og det kunne være fint, hvis vielsesringen passede til dem. Men jeg er helt vild med overfladen på den her ring. Den gør, at ringen ikke bliver så skinnende, og det kan jeg gode lide,” siger Maria, der prøver ringen på og holder den op foran sig.
Henrik er enig, og efter at have nærstuderet ringene og hørt om mulighederne, falder valget på en hvidrhodineret guldring med guldfarvet inderside og den detaljerede overflade.
“Så skal vi bare beslutte os for, hvad der skal stå inde i ringen. Det må I gerne tænke lidt over,” siger Johan Veje.
Parret har dog ikke brug for meget betænkningstid og beslutter sig hurtigt for, at der i begge ringe skal stå begges navne adskilt af et lille hjerte og bryllupsdatoen.
Inden parret er på vej videre, roser guldsmeden Henrik for hans detagelse.
“Du har været rigtig god til at sige din mening og give input til ringene. Det er ikke alle mænd, der går så meget op i det,” griner Johan Veje, der nu skal i gang med at smelte guld, fræse, hamre og lodde, før ringene er klar til kirken og den store dag.
Design Ure & Smykker sørger også for Marias øvrige smykker på dagen og et par ure i morgengave til parret.