Sild og jazz i Lansen
Fornyelse og tradition mødes i Lansen ved årets ringriderfest
Brian Christensen har "opfundet" noget nyt for at skyde 5 dages fest igang i Lansen.
Aabenraas Raflekonge 2015 skal findes i Lansen, for første gang er der rafleturnering under årets ringriderfest.
Turneringen foregår torsdag den 2. juli kl. 19.00 - 23.00.
Der spilles "LØGN" ved 4-mands borde, så måske finder man også frem til byens største løgner ?
Det er gratis at deltage hvis man forhånds tilmelder sig på lansen@youmail.dk .
Tilmelder man sig på aftenen koster det 50 kroner.
Der er flotte præmier til det største hold, mest kreative hold og naturligvis til årets Raflekonge.
Der er lagt op til en rigtig hygge aften hvor alle kan deltage.
For tredje år er der lørdag den 4. juli kl. 12.30 Sild & Jazz, nyd en lækker sildetallerken fra Restaurant Royal sammen med swingende toner, der i år bliver leveret af Hr. Jensens Jasskapel og Jenners Swing Service.
“Hele eftermiddagen vil vores kvikke personale være klar i baren med dug friske fadøl og andre drikke,”fortæller Brian Christensen.
Billetter til dette købes på www.nembillet.dk eller hos Restaurant Royal på Nørretorv.
Gode jazzbands
Jenners Swing Service består af kendte personer i fæstningsbyen Fredericia's musikmiljø. De spillede i de gode gamle dage fra først i 60"erne, bla. dansemusik og rock i både ind og udland. Medlemmerne spiller blandt andet i Fredericia Big Band, Seven Up, Happy Jazz samt Svennes Dance Band. Vores erfaring er således omfattende, ligesom de musikalske udfoldelser spænder over flere forskellige genrer.
Jenner's Swing Service er specialiseret i at spille fejende flot swingmusik, foruden de traditionelle populære jazz
standard numre, hvilket er blevet fantastisk godt modtaget.
Hr. Jensens Jasskapel blev født ”før verden gik af lave”.
Under oliekrisen 1973-74, hvor man ikke engang måtte køre i bil om søndagen, og hvor der stort set intet var at lave, besluttede nogle dygtige og visionære musikere at starte det orkester, som senere kom til at hedde Hr Jensens Jasskapel.
Med tiden har orkestret opnået et ry i såvel Danmark som Nordtyskland, som et kompetent og særdeles velspillende jazzband. Desuden er orkestret berømt/berygtet for den tilbagelænede og humoristiske måde de enkelte numre præsenteres og kædes sammen på.