Nu kan der betales med mobilen i supermarkedet
Både Bilka og Rema 1000 i Esbjerg er klar til MobilePay
Hvem har ikke prøvet at have samlet en kurv fuld af varer for derefter at opdage, at pungen ligger derhjemme? Hidtil har det været ensbetydende med en hurtig tur hjem efter den, men det er slut nu - hvis altså mobilen er med i lommen, og du handler i enten Bilka eller Rema 1000.
I sidste uge kom de to supermarkeder for alvor med på mobilvognen i deres esbjergensiske forretninger, hvor det nu er muligt at betale med MobilePay.
"Kunderne har taget positivt imod det. Vi er selvfølgelig i en opstartsperiode, hvor vores kunder skal vænne sig til at kunne betale på den måde, men vi er selv både glade og begejstrede over det. Også en smule stolte over, at vi er blandt de første i Danmark. Det er lidt sejt," lyder det fra Bilkas varehuschef, Jeannette Duvander.
Mobil gør det lettere
Mere end to millioner danskere bruger MobilePay til at overføre småbeløb til venner og familie, men nu kan der også købes leverpostej, opvaskemiddel og mejerivarer med mobilen.
"Vi bestræber os hele tiden på at gøre indkøbsoplevelsen så let for vores kunder som overhovedet muligt, og derfor er den nye mulighed for mobilbetaling en god løsning for os og vores kunder," siger Jesper Kristensen, købmand i Rema 1000 i Stormgade.
MobilePay har rod i Danske Bank. På nuværende tidspunkt er den forventede årlige aktivitet cirka 70 millioner betalinger og 18 milliarder kroner i omsætning.
MobilePay benyttes på stadig flere områder - blandt de syv vigtigste er: mellem private, handel i butikker og ved donationer.