Fortsæt til indhold

Nu er Hertughaven en realitet

Nyt socialpsykiatrisk center indviet i Augustenborg

Arkiv
Arkiv

Efter omkring halvandet års tilløb med til- og ombygninger og ikke mindst indflytninger har Sønderborg Kommune nu indviet det socialpsykiatriske center Hertughaven.
"Hertughaven er ikke alene skabt som et botilbud. Det er et helheds-tilbud, der kan hjælpe vore borgere med psykiske lidelser til at forebygge indlæggelser og genindlæggelser. Med centret har vi mulighed for at yde en tidlig indsats, også til gavn for børn og unge. Målet med Hertughaven er at skabe en ramme, der er så tæt som muligt på at bo i eget hjem, have eget arbejde og fritid – med den hjælp, der er behov for," sagde formand for socialudvalget Niels Ole Bennedsen bl.a. ved indvielsen.

Gode naboer

Han roste bl.a. også augustenborgerne for årtiers rummelighed og forståelse i forhold til at være gode naboer for borgere med sygdomsperioder, og han ønskede til lykke med Hertughaven og held og lykke med huset, dets ro, liv og muligheder i fremtiden.
Etableringen af Hertughaven imødekommer en række af fremtidens behov på området. Det ventes, at flytningen af regionens sygehus i Augustenborg til Aabenraa vil have nogle konsekvenser, også fordi regionen reducerer antallet af sengepladser og sender patienter hurtigere hjem. En konsekvens ventes fx at blive flere korte ophold. Samtidig siger prognoser, at behovet generelt for socialpsykiatriske botilbud stiger frem mod 2020.

Mange boliger

De fysiske rammer i Hertughaven rummer en botilbuds-del med 24 boliger til borgere med svære sindslidelser med behov for længere ophold, 16 akut- og vurderingsboliger til borger med behov for et kortvarigt ophold i trygge rammer og 19 centernære boliger til borgere, der formår at bo i egen bolig, men har brug for trygheden ved at være i nærheden af Hertughaven.
Dertil kommer en centerdel med administration, aktivitets- og udviklingscenter, et værested og servicearealer.