Vi støtter ikke Ryan Air
Direktør afviser, at Alsie Express støtter Ryan Air i konflikt
Det lokale flyselskab Alsie Express blev i denne uge blandet ind i den faglige konflikt omkring Ryan Air.
Det skete i forbindelse med en artikel i Dagbladet Børsen den 16. juni. Indholdet i artiklen er blevet udlagt som en støtte fra Alsie Express til Ryan.
"Det er bestemt ikke korrekt, og det ønsker vi på det kraftigste at dementere. Vi støtter ikke Ryanair. Alsie Express anerkender fuldt ud det danske arbejdsmarkedssystem, og har intet ønske om at blande sig i den aktuelle konflikt, som Arbejdsretten i øjeblikket behandler," lyder det i en udtalelse fra adm. direktør i Alsie Express, Henrik Therkelsen, der fortsætter:
"Alsie Express har indgået aftaler med alle vores medarbejdere. Både vi og vores medarbejdere er enige om, at det er fornuftige aftaler om løn- og arbejdsvilkår i et flyselskab af vores størrelse. Vi er bevidste om, at aftalerne er på højde med eller bedre end andre overenskomster, vi har kendskab til."
Ifølge Henrik Therkelsen er Alsie Express i løbende dialog med medarbejderne om arbejdsvilkår:
"Skulle medarbejderne ønske, at vi skal indgå andre aftaler/overenskomster, er vi naturligvis åbne for det. I en virksomhed af vores størrelse er det naturligt at hylde et nærhedsprincip. Vi er daglig i kontakt med alle vores medarbejdere, og ingen har endnu ønsket at ændre de eksisterende aftaler."