Humlebi slubrer

Før i tiden klarede mange forældre det vanskelige spørgsmål ved at fortælle børnene om bierne og blomsterne (jeg er selv en af de forældre): Bien ønsker at få nektar fra blomsten - en sukkerholdig væske - den kommer så i nærheden af blomstens støvdragere og får pollen på sig. Og når bien besøger den næste blomst, havner nogle af disse pollen på blomstens støvfang. Og dét er forudsætningen for, at vi senere på sommeren kan nyde æbler, pærer Osv. Sødt!
På fotoet ser du en humlebi af arten Lys Jordhumle. Dens tunge er for kort til at nå ned til nektaren i bunden af blomsten, vist Foder Kulsukker. Den løser problemet ved at bide hul i blomsten, se fotoet.
Metoden er uheldigt for blomsterarten, for den bringer ikke pollen videre.
Lys jordhumle er almindelig, og den er en af de første humlebier, vi ser om foråret i vores haver. Det er dronningen, vi ser. Den skal finde et sted til sin rede - et forladt musehul er dens favoritsted. Reden bliver lavet af mos, græs og blade.
Her lægger den æggene, og hen mod slutningen af sommeren kan der være op til 400 humlebier i kolonien. De fleste kolonier dør ud i august-september. Men de nye dronninger overvintrer og starter en ny cyklus næste forår.
Vi har 29 arter af humlebier her i landet, og nogle af dem er sjældne. Bier og herunder humlebierne udfylder en afgørende funktion i naturen, for landbrugere, frugtavlere og haveejere. Også andre insekter bestøver blomster - først og fremmest sommerfugle.
Desværre er vi i fuld gang med at save den gren over, som vi sidder på: Landbrugets sprøjtegifte dræber mange insekter, og i de uendelige korn- og majsmarker er der ingen blomster. Engene er opgivet af landbruget, og de vokser til med tagrør og pilebuske. Slut med blomsterne.
Hvis du vil se humlebier på kulskukker, så tag ud til dammene ved Kongsted.