Fortsæt til indhold

Stor medaljehøst til Køge Bueskyttelaug

Arkiv
Arkiv

BUESKYDNING: Skytterne fra Køge Bueskyttelaug fik medaljer til 11 ud af 12 deltagere til Regionsmesterskab Øst for ungdomsskytter, der blev afviklet den 20. juni.
Regionsmesterskabet Øst for ungdomsskytter blev afviklet i Præstø.
Køge Bueskyttelaug stillede med 12 skytter. De 12 unge skytter kom hjem med i alt 11 medaljer fordelt på fire guldmedaljer, fire sølvmedaljer og tre bronzemedaljer.
I herre junior recurve tog Jonathan Ipsen guld i konkurrence med blandt andre klubkammeraten Peter Egestad, der fik bronze. Jonathan Ipsen har netop været til Ungdoms-VM i USA og stiller senere på året op i Senior-VM, der afvikles i København. En anden Køgeskytte, der ligeledes er hjemvendt fra Ungdoms-VM i USA er Jonathan Ørsted. Han vandt guld i herre kadet recurve.
Emil Albrechtsen, der for tiden er inde i en god stime, vandt en flot guldmedalje i herre aspirant recurve over sin klubkammerat Svante Jensen, der fik sølv. I de mindre rækker vandt Ida Ferslev-Jensen ligeledes guld på fornemmeste vis i dame micro barbue.
Hos damerne sørgede Freja Froberg for spændingen. Efter at have været bagud 5-1 kom hun flot igen, fik udlignet og fik sølv i en spændende shoot off i dame aspirant recurve. En anden kvindelig skytte, der kom hjem med en sølvmedalje, var Anastacia Loumann i dame mini barbue.
Der var mere sølv til Emma Hansen foran en anden skytte fra Køge Bueskyttelaug, Marie Flindt Marckmann, der fik bronze.
Endelig var der også bronze til Jonas Dahl Buchmann i herre micro barbue.
Uden for medaljerækkerne kæmpede Anders Dalsgaard sig til en fjerdeplads i herre mini compund.
- Alt i alt er der tale om en virkelig flot præstation fra klubbens unge skytter, siger træner Søren Ipsen.
- Alle klubbens ungdomsskytter er drevet af en blanding af ambitioner og lyst til bueskydning. Det mærker man også tydeligt i den gode stemning og det sammenhold, der er til stævnerne og til den faste træning i klubben, fortsætter Søren Ipsen.
- Kombineret med en god opbakning fra de unge skytters forældre er dette med til at Køge Bueskyttelaug for tiden oplever en overvældende succes og stor tilstrømning af nye skytter, slutter Søren Ipsen.
pm