Jorden brænder under graffitimand
Holder sprøjtepause
Jorden brænder under graffitimanden, der i år har vandaliseret ved at sprøjte sit tag, som er hans kendetegn mange steder rundt omkring i Roskilde. Faktisk er politiet så tæt på at få fat på ham, at han næsten må kunne mærke betjentenes varme ånde i nakken. I hvertfald har vandalen valgt at holdt pause med sprøjterierne i den seneste måned, fortæller Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi. - Vi mangler kun det sidste afgørende bevis, så har vi ham, siger Martin Bjerregaard. Manden skulle være genkendt på et eller flere billeder, men politiet vil allerhelst tage ham på fersk gerning, så beviserne holder i retten. Martin Bjerregaard mener, at netop denne graffitisprøjter, der står for tagget 'stw', er alene om at hærge byen. I modsætning til andre, der sprøjter i grupper.
Set flere gange
Politiet har efterlyst graffitimaleren flere gange i Roskilde Avis. Det har fået flere til at melde tilbage til politiet, at de har set ham. Politiet vurderer derfor, at han er en del af bybilledet, og at han højst sandsynligt kommer fra Roskilde. Han har mere end 100 gange skamferet huse, kirker og andre bygninger med sit tag - hovedsageligt i weekenderne. Blandt andet har han skrevet på domkirkens kongeport og på flere præsteboliger. På billeder fra et overvågningskamera, hvor han blev taget på fersk gerning, kan man se, at han tilsyneladende er af dansk herkomst og oppe i årene. Han er lille og spinkel og iført mørke støvler og bærer briller. ag@roskildeavis.dk