Fortsæt til indhold

Legarth vender ryggen til politik

Arkiv
Simon Carlson

Det Konservative Folkeparti fik et horribelt valg, og gik tilbage til 3,4% af stemmerne, og det får formentlig Mike Legarth til at stoppe i politik, efter det ikke lykkedes for at genvinde sit mandat i Folketinget, som han har haft siden 2007.
“Vi led et nederlag, og jeg skal lige sunde mig, men jeg tror, at det var det. Man skal aldrig sige aldrig, men nu er der fire år til næste folketingsvalg, og jeg vender til det private erhvervsliv, hvor jeg skal folde mig ud,” konstaterer Mike Legarth, der inden Folketinget havde en kommunalpolitisk karriere som blandt andet borgmester i det tidligere Vamdrup Kommune. Han agter dog heller ikke at vende tilbage til lokalpolitik.
“Det har jeg ingen ambitioner om,” fastslår Mike Legarth.

God valgkamp

Han ærgrer sig over, at det generelle syn på Konservative også kom til udtryk i Sydjyllands Storkreds, hvor han ellers ser tilbage på en fin valgkamp.
“Vi har haft masser af stærke frivillige og KU, som har ført en god valgkamp. Syd- og Sønderjylland har aldrig været konservativt område, og vi har altså ikke været i stand til at vende den tendens, der har været i hele landet. Jeg er ærgerlig over, at vi mister vores mandat hernede,” siger det afgående folketingsmedlem.