Ribe jazzfestival tager for alvor form
Ribe Jazz Festival holdes i år fra torsdag den 23. juli til søndag den 26. juli med masser af jazzmusik - og i år også en nyskabelse - en koncertscene placeret på domkirkepladsen i hjertet af Ribe. Her kan man i dagtimerne fredag, lørdag og søndag den sidste weekend i juli høre masser af musik med forskellige bands og orkestre. I alt 13 timers musik kun afbrudt af pauser til sceneskift mellem de forskellige optrædener.
”Med den nyanlagte flisebeklædte domkirkeplads har byen fået et unikt rum, som i den grad inviterer til at blive brugt og udnyttet til kulturelle aktiviteter og formål såsom en jazzfestival. Derfor har vi i samarbejde med de omkringliggende restaurationer og udskænkningssteder skabt en ramme med masser af plads til og muligheder for, at byens borgere og de mange turister kan blive trakteret med mad og drikke samtidig med, at de kan sidde og nyde musikken”, fortæller Lotte Kragh Andersen, formand for foreningen ‘Jazzin'Ribe', som arrangerer jazzfestivalen.
Lørdag er musikken på domkirkepladsen helliget temaet ”Verdensmusik” som et udtryk for alle mulige musikpåvirkninger og krydsninger mellem musikkulturer.
Også det unge publikum tilgodeses i musikudbuddet, og endelig har festivalen også fokus på den lokale talentmasse af musikere.
“Det er en del af ‘Jazzin'Ribe' og festivalens dna at understøtte den musikalske fødekæde ved at stimulere de unge musikeres interesse for at spille jazz,” Lotte Kragh Andersen.
Se hele programmet på www.ribejazzfestival.dk