Fortsæt til indhold

Centrum Pæle udvider

Arkiv
Jørgen Flindt

Snart kan Centrum Pæle A/S i Vejle fejrer, at det er 50 år siden, virksomheden åbnede. Og samtidig kan den store virksomhed på Søndermarken sige goddag til to nye haller, deriblandt en robothal på 450 kvadratmeter.
Robothallen er nu ikke ligefrem en sportshal for robotter, men består ifølge en pressemeddelelse af et robotområde og et indskudt dæk til henholdsvis teknik og oplag.
Den anden hal er en Multihal, der bestykkes med to portalkraner, så hallen kan anvendes til produktion og lager med videre. I den mindre robothal installeres et robot-svejseanlæg til produktion af koblingsbeslag og andet.
BASE Erhverv A/S fra Horsens påbegyndte byggeriet den første dag i marts, og mindre end fire måneder senere var der så rejsegilde på projektet.
Her deltog en skoleklasse fra Søndermarksskolen, nemlig 1. A, der er blevet 'adopteret' af Centrum Pæle A/S .
“Op til rejsegildet var eleverne blevet undervist blandt andet i traditionerne bag begrebet 'rejsegilde', og det er intentionen, at de frem til 9. klasse skal følge udviklingen på Centrum Pæle. Herunder også løse konkrete opgaver, der matcher til klassetrinnet. For eksempel forventes 9. klasses-opgaverne at omhandle kemi og cement,” lyder det i pressemeddelelsen fra Centrum Pæle A/S.