Mytologisk kunst får sin egen festival
3. - 4. juli får Jelling en ny festival
Musik, billedkunst, smykker, mad, masker, vølven, bronze, keramik, skulpturer og så videre.
Mytologisk Art Festival er navnet på en ny festival, der finder sted i Jelling fredag den 3. juli og lørdag den 4. juli. Det hele kommer til at kredse sig om Gorms Torv midt i Jelling.
“Alle kunstner der kommer er inspireret af det mytologien og æstetik omkring vikingetiden. Nogle af dem efterligner kunsten fra vikingetiden, andre igen lader sig inspirere af den,” forklarer Ole Grangaard Olesen, der er indehaver af Café Sejd og en af bagmændene til den nye festival.
“Vi laver festivalen, fordi vi finder det spændende, og så fordi det jo bare passer godt ind i Jellings historie. Festivalen og dermed kunsten bliver et bidrag til den historie, som Jelling jo har at fortælle,” siger han. Festivalen kommer til at ligge i den weekend, hvor det traditionsrige Vikingemarked finder sted ved højene, så der bliver godt gang i den indre del af Jelling.
“Vi er ikke en del af vikingemarkedet, og er to forskellige ting, men vi samarbejder, og der vil helt sikkert være en synergi i det. En del af de gæster, der skal på markedet, vil besøge os, og omvendt,” siger han.
Den nye festival trækker kunstnere til fra hele Danmark, deriblandt de tre lokale: Bille Stjernholm Madsen, Marie Paugan, Margrthe Kruse Ellegaard og derudover også Center for beskyttet beskæftigelse i Vejle. Også en hollandsk smykkekunstner kigger forbi.
Og det hele slutter lørdag aften for alle interesserede med fællesspisning og fest på Gorms Torv.
“Det bliver på en speciel måde, for vi har ikke køkken til at klare det. Men Café Sejd laver menuen, som man så køber, og maden laves derefter færdig i fællesskab på de grill, vi stiller op på Gorms Torv. En slags sammenskudsgilde, hvor man ikke skal medbringe noget,” siger han.