Fortsæt til indhold

Brød & Co. kan tillade sig at se fremad

Arkiv
Af Jacob Hove

“Min kone sidder hjemme foran computeren og græder og griner.”
Simon Clemens, den ene indehaver af Brød & Co. i Vejle Midtpunktet, fortæller om de seneste dages rutsjetur. Først var butikken tæt på at dreje nøglen om, men en massiv støtte fra lokale vejlensere på Facebook fik ham og makkeren Henrik Elkjær til at igangsætte en redningsplan. De lavede brødkuponer, og dem solgte de på få dage for omkring 300.000 kroner af. Pludselig kunne butikken overleve, og den støtte og de mange varme hilsner fra vejlensere har påvirket både de ansatte og deres familier.
Men hvordan kan to såkaldte brødmænd på et par dage sælge brødkuponer for 300.000 kroner. Simon Clemens har et bud:
“Vi spørger folk, hvordan de har det, og vi fortæller, hvordan vi selv har det, og vi lyver ikke. Vi skaber venskaber.”

Partner

Der er flere grunde til, at butikken, som tydeligvis har trofaste kunder, var kommet i økonomiske problemer. En ovn til 200.000 kroner, som ikke virkede, var en af dem. Men nu fungerer den. De to herrer kan med befolkningens støtte derfor fortsætte med at bygge videre på konceptet. Gerne med en partner.
“Vi leder efter en samarbejdspartner, som kan komme med noget kapital,” siger Simon Clemens, der dog understreger, at en partner ikke får lov til at ændre på butikkens sjæl.
“Vi vil udvikle butikken uden at ødelægge det sociale,” siger Simon Clemens, der efter eget udsagn har hyret “personligheder” til at betjene kunderne.
Brød & Co. har 12 fastansatte samt nogle løst tilknyttede.