En ganske rummelig familie

rummelighed Familien Grosmann er en rummelig familie. Det er de selvsagt, når René, Monica, Silje Marie, Thore, Malte, Gabriella og Stella ankommer. Men de er det også i en mere overført betydning. For selv om René siger, at “de ikke er noget særligt, men at de blot fylder lidt mere and andre”, så er der alligevel mere til historien end det. For mens Silje Marie, Thore og Malte er René og Monicas biologiske børn, så er Gabriella og Stella nemlig plejebørn, som ægteparret har taget til sig. Personer som René og Monica mangler Esbjerg Kommune i øjeblikket, og blandt andet derfor er Lokalavisen Esbjerg kørt til familiens hus i Gredstedbro. For at høre, hvad det egentlig kræver at være en plejefamilie. “Ja, det kræver først og fremmest, at man tør springe ud i det,” siger ægteparret med et smil og fortsætter: “Nej, man skal naturligvis trives med at arbejde med børn og have et ønske om at være der for dét barn, som skal i pleje. At man ønsker at gøre en forskel for de her børn, så de kan få en tryg opvækst. Men i første omgang handler det om at turde tage springet, for man kommer igennem en stor proces i godkendelsesfasen, hvor man får meget at vide om jobbet som plejeforældre, og derefter kan man så vurdere, om det er noget for én,” siger Monica, mens René supplerer: “Man lærer også meget om sig selv og ens parforhold. Man kommer på kurser og lærer om psykologi og andet, men det er vigtigt at sige, at man som plejefamilie ikke skal være en perfekt familie, men en almindelig familie.”

Lå ikke i kortene

Da René og Monica havde fået deres tre egne børn, lå det ikke i kortene, at familien skulle forøges med to mere. Men efter at have talt med nogle i omgangskredsen, der havde plejebørn og trivedes rigtig godt med det, blev parret også interesserede. “I februar 2011 fik vi så vores første plejebarn - direkte fra fødegangen, og det blev så vores fjerde barn. Det var vel egentlig ikke meningen, at der skulle flere til, men så blev plejebarnets forældre gravide igen og det stillede os i en ny situation,” siger ægteparret Grosmann og fortsætter: “Vi spurgte vores børn, hvad de ville sige til at få en ny lillesøster, for de skal jo også være med inde over sådan en beslutning. Vores ene søn mente, at når nu det var en biologisk søster til Gabriella, så var det i orden, og vores datter sagde: Jamen mor, de er jo søskende. Dem kan man da ikke skille ad. Så var det besluttet.”

Måske skal de tilbage

Direkte adspurgt om, hvorvidt følelserne så er anderledes overfor plejebørnene end de biologiske børn, siger René og Monica: “Det er de på ingen måde. Pigerne er fuldstændig som vores egne børn, men vi skal være lidt mere opmærksomme over for dem, for det vi gør, skal vi hele tiden kunne dokumentere over for vores arbejdsgiver, kommunen. Men vi elsker dem lige så højt som vores egne,” siger René, mens Monica tilføjer: “Men man skal gøre sig klart, at der er en mulighed - eller risiko - for, at børnene skal tilbage til deres biologiske forældre på et tidspunkt. Det er vi indstillet på, og skulle det ske, har vi jo stadig været en del at børnenes liv og så håber vi, at vi stadig kan se dem.”

Egne børn får andet udsyn

For at få det hele til at hænge sammen, har René og Monica de senere år begge arbejdet fuld tid som plejeforældre. At være plejeforældre er dog ikke noget, man bliver rig af. I hvert fald ikke økonomisk. “Nej, vi gør det, fordi vi gerne vil gøre en forskel for de her børn, og fordi vi føler, vi har overskud til det. Derudover får vores egne børn, ud over to dejlige søskende, jo også noget ud af det. Vi har gået hjemme hver dag og har kunne være endnu mere sammen med alle fem børn. Desuden får vores egne børn også et andet livssyn rent socialt. De opdager, at ikke alle familier fungerer som vores egen.”