Fortsæt til indhold

Når mennesker mødes i butikken

En ekspedient er måske en ny ven, du bare ikke har mødt før

Arkiv
Peter Friis Autzen

Selvom man mødes i en butik, kan der godt komme meget mere end et køb og et salg ud af det: Man kan møde et menneske, som kommer til at gøre en forskel for en.
Det er i hvert fald Lau Bilde Nielsens oplevelse. Han er medindehaver af Bjerggeden & Byrotten, hvor cykelentusiaster mødes om grej, udstyr, reparationer og cykler.
“En dag kommer en mand i butikken. Han skal se på en cykel,” fortæller Lau Bilde Nielsen.
De to falder i snak, og samtalen bevæger sig i mange retninger, så de til sidst taler om alt muligt andet end cykler.
“Dét sker ret tit,” griner Lau, som gerne indrømmer, at han er stor tilhænger af sniksnak, når den slags falder naturligt.
For at finde den rigtige cykel, er han nødt til at vide lidt om kunden. Og så bliver det hurtigt til en længere snak,
“Det viser sig, at kunden bygger longboards. Det er en slags overdimensionerede skateboards - nogle gange nærmest små surfbrædder på hjul. Det var sindsygt spændende at høre om,” fortæller cykelmanden.
Snakken endte med, at kunden, Mikkel Hvid fra firmaet Maritimt Design, og Lau i fællesskab trak på hinandens netværk og fik etableret nye forretningsforbindelser.
Bjerggeden & Byrotten har nogle kontakter i det københavnske skatermiljø, som Mikkel Hvid kunne bruge.
“Og det førte så endnu videre til kontakter i USA,” siger Lau Bilde Nielsen.
Oplevelsen står for ham som en af de bedste kundeoplevelser.
“Når folk åbner munden og er lidt udadvendte, så sker der pludselig en hel masse. Nysgerrighed og åbenhed kan bruges - ikke bare som butik og på bundlinjen, men ved at man får noget personligt med hjem. Fordi man har hjertet med i det. Når købs-oplevelsen bliver et personligt møde med et spændende menneske: Dét er min bedste kundeoplevelse,” siger Lau Bilde Nielsen.