Fortsæt til indhold

13 studenter med internationale visioner

Nye studenter er udklækket fra det internationale gymnasium i Sønderborg

Arkiv
Arkiv

IB-studenterne på det internationale, engelsksprogede gymnasium IB i Sønderborg er netop blevet færdige med deres eksaminer. Der er 13 graduates, og de planlægger alle at læse videre på videregående uddannelser i Danmark eller i udlandet.
”Jeg regner med at blive optaget på Universitet i Dundee, Skotland og læse psykologi. Jeg føler mig rigtig godt klædt på til at læse i udlandet. Vi er både med på sproget og med en IB-eksamen har man også en god forståelse af andre kulturer - det giver en åbenhed over for forskelligheder, og man bliver mere opmærksom på andre lande," siger Line Jessen, der er fra Avnbøl.
Piotr Chominski, er oprindelig fra Polen, og han har også planer om at læse videre. Det skal være på et dansk universitet, men i et internationalt miljø, hvor undervisningen primært foregår på engelsk:
"Jeg har boet i Sønderborg i 3 år, og jeg planlægger at blive i Sønderborg. Jeg håber på at kunne starte på Syddansk Universitet på Alsion til september, hvor jeg gerne vil ind på ingeniøruddannelsen i Mekatronik. Jeg kan rigtig godt lide at bo i Sønderborg. Jeg har familie her og har fået en masse venner."
Selvom IB-studerende bliver studenter et par uger før de øvrige fire gymnasier i Sønderborg, får de først deres endelige karakterer i starten af juli måned.
Det er tredje gang, der udklækkes IB-studenter på EUC Syd.
Der går tre årgange på IB og undervisningssproget er engelsk.
Efter sommerferien er det en stor klasse, der starter på Pre-IB med foreløbig 31 tilmeldte elever: 18 piger og 13 drenge med 14 nationaliteter.
Pre-IB, 1. og 2. IB svarer til de tre år på et dansk gymnasium.