Vidtfavnende guitarlærer
Vi mangler lige endnu et par portrætter af kommunens musikundervisere. Her kommer Ole Andersen
Det særegne ved Haderslev Musikskoles lærer Ole Andersen er, at han har to konservatorie-uddannelser bag sig. I 1986 begyndte han på den klassiske diplomuddannelse på Syddansk Musikkonservatorium, og da de rytmiske linjer blev lanceret i 1991, søgte han ind der og sluttede dermed af med en blandet rytmisk og klassisk musikerprofil. Kort tid efter begyndte han at undervise på uddannelsesstedet i Esbjerg, hvor han var tilknyttet i årene 1995-2005.
I dag underviser Ole på MGK i Esbjerg og Haderslev og på musikskolen, hvor han varetager soloundervisningen i elektrisk og akustisk/spansk guitar, sammenspil samt teori- og hørelære. Det vil altså sige, at der er en meget stor spredning i hans elever, som strækker sig over begyndere på klassisk guitar til bands, der gerne vil spille hård rock og videre til MGK-elever, der er godt på vej videre i musiklivet. “Én af fordelene ved at undervise med så stor en spredning både alders- og genremæssigt er, at man “holder sig ung“. Det er vigigt at holde sig opdateret, så man kan efterkomme elevernes ønsker.”
Guitaren er et meget alsidigt instrument, som kan bruges i en hel del forskellige sammenhænge. Oprindeligt blev den spanske guitar brugt til at fremføre klassisk musik, og i dag er el-guitaren et næsten uundværligt redskab inden for rytmisk sammenspil.
“Akustisk guitar er jo et godt instrument, hvis man er glad for at synge. Og netop fordi man kan akkompagnere, har guitaren en meget fin, social karakter.” Samtidig har el-guitaren en særlig rockstar appeal, som - ifølge Ole - nok tiltrækker en del børn og unge, der gerne vil ligne dem i musikvideoerne.
“Oprindeligt valgte jeg at uddanne mig til musiklærer, simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være. For mig var det den eneste mulighed. Og så har det været en fantastisk rejse at gå på konservatoriet og studere musikken så intensivt.”
For Ole er det livsbekræftende at have et job, hvor man hver eneste dag har med mennesker at gøre. “Det særlige, som musikundervisningen giver mig, er at se eleverne vokse musikalsk som menneskeligt på alle alderstrin, dvs. lige fra begyndere til konservatorie-elever.”