Åbent Hus på Halk camping
Lørdag den 20. juni kan du opleve Halk Strand Camping bag kulisserne, når der inviteres indenfor til Åbent Hus
Har du kun set Halk Strand Camping ude fra vejen eller kender den kun af omtale? Så har du lørdag den 20. juni klokken 10-16 mulighed for at se den indefra, når campingpladsen holder Åbent Hus.
”Vi tror, at mange flere mennesker kan have stor glæde af en gang imellem at holde campingferie. Her er alle muligheder for at komme ned i gear og være sammen som familie eller par. Du kan leje en hytte, campingvogn eller mobilhome i en weekend eller tage dit eget telt med. Du kan holde ferie på mange måder på en campingplads, men man skal vide, hvilke muligheder, der er”, siger lejrchefparret Randi og Jan Sørensen på Halk Strand Camping, som glæder sig til at vise campingpladsen frem for interesserede.
Dagen byder også på aktiviteter som snobrødsbagning til børnene. Hjerteforeningen kommer også forbi og der vil være mulighed for at få en snak med dem og få målt blodtryk.
Læs mere på www.halkcamping.dk