Fortsæt til indhold

Elever er forelsket i sang

Det Sønderjyske Sangcenter har succes på skolerne

Arkiv
Arkiv

Det Sønderjyske Sangcenter har anført af kunstnerisk leder Mette Rasmussen har succes med at gøre elever i folkeskolen sangglade.
Siden januar er Mette Rasmussen mødt op en gang ugentligt for at synge med 2. klasserne på blandt andet Nydamskolen i Vester Sottrup. Det har resulteret i at skolen nu starter et kor fra august.
"Det er sjovt at synge hos Mette. Vi laver så mange sjove ting imens vi synger og det kan jeg godt lide. Den bedste sang er: Jeg ved en lærkerede," fortæller Silja Hvid fra 2. klasse.
Koret bliver for 2. og 3. årgang og de børn der har lyst, må være med i koret. Indtil nu har det været som et forsøg hvor en del af musikundervisningen i 2. klasse har været med korsang.
"Vi gør det for at løfte sangen på skolen og for at målrette sangundervisningen," siger Mette Rasmussen, der er kunstnerisk leder på Det Sønderjyske Sangcenter.
"Vi vil inspirere flere til at synge. Der er så stort et korliv i Sønderborg, med både Sønderjysk Pigekor og Drengekor, Gospelkor, Kirkekor og mange andre på banen. Vi vil vise at det er fedt at synge både for drenge og for piger," siger Mette Rasmussen.
Korsang, som en del af undervisningen, er et tilbud til alle folkeskolerne i kommunen.
"Vi vil gerne have det bredt ud til så mange som muligt. Børnene her, har jo fundet ud af at de faktisk har lyst til at synge og at de godt kan. Det synes jeg også andre skal have mulighed for," siger Mette Rasmussen.