Fortsæt til indhold

Ida elsker taekwondo

Ida Axø er nomineret i Lokalavisens talentkonkurrence

Arkiv
Lars Saugbjerg

13-årige Ida Axø kan noget ganske særligt. Den fredericianske pige dyrker kampsport på højt plan, og sidste års resultater slår fast, at hun er et stort talent.
“Sådan ser den ud,” smiler hun og fremviser en stor medalje.
Den er fra VM i Mexico, hvor hun tog bronze i taekwondo-disciplinen Teknik. Ida Axø deltog sammen med to piger fra Nordjylland og Sjælland. De udførte taekwondo-serierne synkront - kun Vietnam og Kina gjorde det bedre.
“I synkron blev vi Danmarksmester sidste år, og individuelt blev jeg nummer to,” fortæller taekwondo-pigen, der går på Fredericia Realskole.
Teknik er en taekwondo-disciplin, hvor deltagerne kæmper mod en “usynlig” modstander. Man demonstrerer sin tekniske kunnen ved at udføre en række serier af blandt andet slag, spark og parader.
Elsker disciplin

Ida Axø var ikke fyldt syv år, første gang hun tog til taekwondo-træning.
“Jeg har altid syntes, at kampsport var sejt. Og en dag tog min mor mig med ind til taekwondoklubben, hvor jeg fik lov til at prøve sporten. Det var sjovt, og jeg blev bare ved og ved. Så fik jeg en dragt, forskellige bælter og med tiden opstod interessen for teknik.”
Et utal af stævner er gennem årene blevet støvsuget for medaljer, der nu hænger i en lang række på væggen i Ida Axøs værelse.
“Jeg har haft de rette trænere og fået en masse erfaring rundt omkring i hele landet. Min træning intensiveres naturligvis op til de store stævner, og det er ikke usædvanligt, at jeg træner op mod 20 timer om ugen. Det forventes af mig,” siger Ida Axø, der forsikrer, at hun kun gør det så længe det er sjovt.
“Det ER sjovt. Jeg glemmer alt omkring mig, når jeg dyrker taekwondo. Jeg har viljen, elsker sporten og den høje disciplin, der er tilknyttet den. Jeg bukker for flaget og for træneren - viser respekt. Det er ret fedt med hierarkiret, for så ved vi alle, hvor vi hører til.”
Alle har en drøm. Idas handler især om taekwondo-præstationerne i 2015.
“Jeg vi gerne fortsætte på landsholdet. Vi er på nogle fede ture og oplever sindsygt meget. Jeg har allerede rejst mere end min far. Ungarn, Belgien, Finland, Østrig, Mexico - for at nævne nogle lande. Jeg vil gerne til EM i Serbien - og selvfølgelig VM i Vietnam. Det kunne være fantastisk,” lyder det drømmende fra talentet.
Og så er der jo også OL. Endnu er Taekwondo teknik ikke er en OL-disciplin. Men den kan nå at blive det, inden Ida har lavet sit sidste spark.