“Det er fedt stå på scenen”
15-årige Bjarke er nomineret i Lokalavisens talentkonkurrence, hvor der er 25.000 kroner på højkant
Måske kender du ikke Bjarkes ansigt, men det kommer du ganske givet til. Den 15-årige Bjarke Brøndum Jørgensen fra Fredericia elsker nemlig de skrå brædder, og er indstillet til den ene af Lokalavisen Fredericias to store talentpriser på hver 25.000 kroner.
Bjarke går i 8. klasse i Erritsø - som en af de eneste drenge på Art & Musiklinjen. Den unge skuespiller har allerede en god portion erfaring. Blandt andet fra Rejsen til Amerika, Rødhætte og Ulven - og ikke mindst fra Krummernes Jul på Dronning Dorothea Teatret, hvor han havde hovedrollen som Mads Kronborg, instrueret af skuespilleren Nynne Karen Nørlund.
Til november medvirker han i biograffilmen Emma og Nicolas - hvor Lars Hjortshøj hopper i julemandskostumet i en ny spillefilm, der skal fortsætte historien om Nicolas fra “Ludvig og Julemanden” og “Tvillingerne og Julemanden”.
“Det er temmelig stort,” siger Bjarke med et smil.
“Jeg spiller Bobo, en kæk fyr, den seje i Emmas klasse. Det bliver specielt at se sig selv i biografen, men jeg glæder mig selvfølgelig.”
Drømmen
For Bjarke Brøndum Jørgensen er det livet at spille skuespil. Han har gjort det, siden han var helt lille.
“Ja, sammen med min søster optrådte vi altid derhjemme med små teaterforestillinger og i videofilm. Jeg elsker at lave skuespil og teater, og er måske også lidt klassens klovn. Skuespil er bare sjovt. Jeg glemmer alt omkring mig, og lever mig simpelthen ind i den verden,” siger Bjarke, der ikke er i tvivl om sin fremtid.
“Jeg vil ind på en af skuespillerskolerne. Det er svært. 800 søger ind hvert år, og kun ganske få bliver optaget. Så lige nu gælder det om at få en masse erfaring. Jeg holder mig godt opdateret på Dask-online - Dansk Skuespillerkatalog. Og så planlægger jeg et par år på efterskoler med hovedvægt på skuespil.”
I Bjarkes verden er der ikke plads til nervøsitet og generthed. Sommerfuglene i maven bliver tæmmet.
“Så snart jeg går i gang, forsvinder de, for jeg er i en anden verden. Det er fedt at stå på scenen. Det er fedt at være på, det giver et kick. Jeg gør det, fordi jeg kan. Det har jeg i hvert fald fået at vide.”