Fortsæt til indhold

Aland satser på sangen

Om kort tid skal 14-årige Aland Mustafa indspille og udgive sin første originale sang. Han håber på en karriere som sanger

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Jeg har altid sunget. Da jeg gik i børnehave, var jeg helt vild med Aqua. Jeg sang deres sange hele tiden,” siger Aland og spørger sin far om ikke der findes billeder fra dengang.
Aland Mustafa er 14 år. For fire måneder siden vandt han TV2s store Voice Junior-konkurrence. Efterfølgende har han optrådt til flere arrangementer i Fredericia. Hver gang med et backingband bestående af skolelærere fra hans skole på Nørre Allé.
“Det er lidt specielt at spille sammen med sine lærere. Jeg bestemmer mere end dem, undtagen når de spørger om min mening. De ved bedre end mig. Endnu,” siger Aland og vinker farvel til et kurdisk tv-hold, der netop har interviewet ham til deres udsendelser.

Ny lyd

Alands kurdiske baggrund har ikke kunnet høres i den musik, han hidtil har optrådt med. Men den vil formentlig komme tydeligere til udtryk, når han begynder at udgive originalt materiale.
“Min onkel er i gang med at skive sange, som jeg skal indspille. Det bliver pop og på engelsk men med en tydeligere fornemmelse for min kulturelle baggrund. Den slags hører man ikke så tit i radioen, men jeg kan lide det,” siger Aland.
Han har også arbejdet med selv at skrive sange, men er ikke helt tilfreds med resultatet. Endnu.
Det er planen at indspilningerne begynder allerede i næste måned. Måske først til maj.
“Jeg er helt vildt spændt,” siger Aland og vrider sig i stolen af bare forventningsglæde.
Indtil indspilningerne begynder, arbejder Alan med sin sangteknik.
“Jeg synger faktisk hele tiden. Min familie er ved at være træt af det,” griner han.
I baggrunden ryster hans far på hovedet. Han er ikke træt af at høre på sønnens sang.
“Hvis jeg vinder Lokalavisens talentjagt, skal de 25.000 kroner bruges på udstyr til indspilning og videoproduktion,” siger Aland, der blandt andet vil lægge musikvideoer på Youtube.

Sang og/eller skuespil

Aland satster på en karriere inden for sang.
“Det må gerne være i hele verden. Men det vigtigste er at synge foran et publikum. Det er den bedste fornemmelse i verden,” siger han.
Hvis sang-drømmen brister, er det hans plan at satse på en skuespillerkarriere. De to kan eventuelt kombineres.