Fortsæt til indhold

Det er her, jeg hører til

Kristoffer Josefsen er med i Lokalavisens talentkonkurrence

Arkiv
Lars Saugbjerg

Den 14-årige dreng er ikke nybegynder.
“Jeg er på mit ottende år,” siger han og smiler bredt.
Kristoffer Josefsen, der går på Kirstinebjergskolen i Fredericia, er bidt af drama. Det begyndte i 1. klasse, da en ven viste ham en folder for Den Kreative Skole.
“Prøv det, sagde mine forældre - så det gjorde jeg.”
Kristoffer er nomineret i Lokalavisen Fredericias Talentjagt - i genren 'skuespil'.
“I starten var det grænseoverskridende at stå på scenen. I dag nyder jeg at stille mig op foran publikum. Det er her, jeg hører til,” siger Kristoffer, der ikke ligger søvnløs om natten - af skræk for at glemme sine replikker.
“Jeg elsker sommerfuglene i maven, når jeg går på scenen. Det er en superfed fornemmelse. Er replikkerne meget svære, må jeg jo improvisere, og netop det kan faktisk give de bedste scener,” lyder det selvsikkert fra talentet, der elsker skuespillets udfordringerne.
“Det er fantastisk, når man skal leve sig ind i en rolle og være en anden. Samtidig er det også ret fedt at kunne underholde andre, uden at det foregår på en computer eller en skærm. Teater er en slags 'live-tv' for generation smartphones,” siger Kristoffer, der forsikrer, at han også spiller computer - for eksempel League of Legends - som alle andre drenge på hans alder...
Det er dramalærerne på Den Kreative Skole, der har indstillet Kristoffer. Her er nogle af begrundelserne:
“Han udmærker sig ved stor sans for og beherskelse af timing. Hans sprudlende energi er guld værd for både holdets arbejde og dets resultater. Han arbejder vedholdende og hans udprægede hold-ånd er sjælden. Han giver et løft til holdet med sit smil og gå på mod.”
Kristoffer er i øvrigt netop blevet kåret som Årets Dramatalent på Den Kreative Skole.
“Der er hård konkurrence, så jeg blev selvfølgelig vildt glad. Det var stort,” smiler det 14-årige talent, der - naturligvis - drømmer om at blive skuespiller.
“Teater eller film. Skuespil er bare nødt til at være en del af mig.”