Rosenkrig i gågaden
Blomster-barrikader går i højden - kommunen undersøger om reglerne er fulgt
Med en ny blomsterbutik lige overfor supermarkedet Meny er en blomsterkrig tilsyneladende gået i gang lige midt i gagåden. Siden butikken rykkede ind for omkring to uger siden er der blevet rustet op med barrikader af blomsterflor på begge sider af Skomagergade. Blomsterne går mindst 180 i højden og lige ud til vejbanen. Meningerne om de mange blomster, der til tider gør det svært at passere gaden, specielt om lørdagen, er delte. På Roskilde Avis' Facebookside kan man læse, at nogle nyder at gå i den farverige vrimmel, mens andre synes stativerne har taget overhånd.
For højt
Formand for Vejlauget i gågaderne Michael Gundersen fortæller, at der er visse regler butikkerne skal overholde, når de rykker ud i gågaden, og det skal de også betale for. I gågaderegulativet står der blandt andet, at gadeinventaret højest må være 160 centimeter højt. Dette mål er på nuværende tidspunkt overskredet på begge fronter, hvor de øverste blomster står i mindst 180 centimeter høje stativer. - Det er lidt forskelligt hvilke regler, der gælder hvor. Men man skal selvfølgelig kunne komme forbi, og der skal derfor også være adgang til gangarealet og ind- og udgange, siger Michaet Gundersen. Det er forskelligt, hvad den enkelte butik må fylde. Det kommer blandt andet også an på, hvor meget den har betalt. Men som grundregel må der stå varer ved facaden, gangzonen skal være fri. Herefter kommer en mellemzone, hvor man også må udstille, hvis man betaler for det. Han fortæller, at kommunen er ved at se på sagen og efterfølgende skal vurdere om reglerne bliver overholdt.