Karna modtager sin fortjente hæder
Nordeaprisen går i år til ildsjælen Karna Gregersen for sin utrættelige indsats i Sælungerne, som hun startede i 1978
Det er vist i grunden ikke så ofte, at Karna Gregersen bliver paf. Men da Nordeas udsendte Trine Eickhardt og denne artikels signatur i sidste uge overraskede hende i privaten med både blomster og en check på hele 15.000 kroner, mistede den afholdte svømmelærer alligevel mælet. Og så med store blanke, øjne på os.
Årsagen til det uventede besøg skal findes i, at Karna Gregersen er årets modtager af Nordeaprisen 2015, der gives i et samarbejde mellem Nordea Esbjerg og Lokalavisen Esbjerg. Prisen får hun for sin utrættelige indsats som leder af svømmeklubben Sælungerne, som hun startede op tilbage i 1978 i et samarbejde med Spastikerforeningen.
“Det begyndte ved, at jeg arbejdede i børnehaven på Langelandsvej, hvor der var 15 handicappede og 45 ikke handicappede børn. Jeg synes også, at der skulle være svømning for de handicappede børn, men når de så blev seks år, så var der ikke noget tilbud til dem. Så talte jeg med Spastikerforeningen om det, og vi oprettede det, der kom til at hedde Børneoptræningsklubben for børn op til 15 år sammen,” siger Karna Gregersen og fortsætter med et smil:
“Men det var altså ikke et særlig godt navn, så vi blev enige om Sælungerne. Det skulle være noget sødt, så rødspætterne duede heller ikke lige,” griner ildsjælen.
Husker fødselsdagene
Selv om den tidligere elitegymnast Karna Gregersen i dag har rundet 73 år, så har hun ingen foreløbige planer om at drosle ned på sit virke i Sælungerne.
Et virke, hvor hun troligt tager til træning onsdag og fredag, og hvor hun sørger for, at alle har det godt. I klorvandet og socialt. Derudover organiserer hun deltagelse i stævner både i indland og udland for svømmerne, tager med for at støtte og vejlede dem på alle tænkelige måder. I én af indstillingerne til prisen, skriver Lene Overlund Buhl og Lone R. Madsen blandt andet om hendes virke:
“Skulle Karna misse et stævne, så ringer hun næsten inden stævnet er ovre for at få resultater og anden information om stævnet. Karna husker alle medlemmernes fødselsdage og skulle hun glemme en enkelt gang, er hun helt fortvivlet. Karna tager sig godt af alle svømmere i Sælungerne og vil gå igennem ild og vand for dem. Hun sørger for et godt fællesskab, og at alle har det godt.”
Har gjort boet op
Selv er Karna Gregersen af den mere beskedne type, men hun er godt klar over, at hvis hun ikke var der, så var der måske ikke lige sådan et tilbud til de handicappede. Af samme årsag har hun også valgt at sige, at alle handicappede er velkomne i Sælungerne og ikke blot spastikere.
“Der er faktisk nogle på holdet, som begyndte helt tilbage i 70'erne. Jeg synes, det er synd, hvis de bare skulle stoppe, fordi de er blevet over 15 år. Så vi er altså i alle størrelser og i alle aldre,” smiler Karna, der kan notere sig, at der i dag er over 60 medlemmer i Sælungerne.
Selv om Karna ingen intentioner har om at stoppe foreløbig, så er hun godt klar over, at en dag vil hun ikke være der mere. Af samme grund har hun “gjort boet op”, som hun siger og lavet en mappe, hvor hun udførligt beskriver, hvilke opgaver en eventuel kommende leder for Sælungerne kan se frem til.
“Den var lidt mærkeligt at sidde og lave, men jeg er glad for, at jeg har fået det gjort. Èn dag er det jo slut, selv om flere af børnene siger, at 'Karna altid vil være her',” lyder det med et smil fra hovedpersonen selv, der nu er blevet en blomst, et skulderklap og ikke mindst 15.000 kroner rigere.