Tag dit affald med i Borgen
Borgere kan nu aflevere sprayflasker, kemikalier og sparepærer i Borgen
Sønderborg Forsyning har opsat en miljøautomat foran Kvickly i Borgen i Sønderborg.
Her kan borgerne fremover aflevere kemikalier, sprayflasker og spare-pærer.
Miljøautomaten er en del af en forsøgsordning i 2015, hvor målet er at udskille alt farlig affald fra husholdninger i boligforeninger.
"Vi har i Affald & Ressourceplanen 2014-2024 fokus på farligt affald fra boligforeninger, fordi analyser viser, at der desværre havner ca. 1,35 kg farligt affald i dagrenovationsbeholderen pr. husstand pr. år. Det er en tredjedel mere end i parcelhusene," siger Martin Frank Mogensen fra Sønderborg Kommune.
God service
”Det er god service for Borgens kunder, at de kan komme af med det farlige affald. Så havner det ikke i naturen eller i dagrenovationsbeholderen hvor det gør skade. Det er oplagt, at den skal stå hos os. Mange kunder kommer forbi her som noget af det første på deres indkøbstur. Så er de hurtigt af med affaldet," siger souschef hos Kvickly Karsten Hansen, som dagligt tilser miljøautomaten. Den tømmes jævnligt af Sønderborg Forsyning.
Miljøautomaten i Borgen har 3 huller til indkast af henholdsvis:
- Kemikalier, rengøringsmidler, maling og spraydåser
- Småt elektronik og batterier
- Elsparepærer
Affaldet skal afleveres i en gennemsigtig pose, og eventuelle låg skal være skruet godt fast.
Forsøg med røde kasser
Udover miljøautomaten i Borgen, kører man forsøg med røde kasser til indsamling i udvalgte boligforeninger, og her har man allerede oplevet stor succes.
"Folk vil rigtig gerne aflevere affaldet det rigtige sted, det skal bare gøres nemt for dem," siger Karina Christiansen, laborant hos Sønderborg Forsyning.
Parcelshusejere har stadig mulighed for at aflevere deres brugte batterier i en pose på låget af deres dagrenovationsbeholder.