Ferien er begyndt - og der er ingen grund til at kede sig
Vejle Kommune byder på et hav af tilbud til børnene i sommerferien. Kagehold hitter
Det er ferietid, og hvad skal ungerne så lige finde på? Vejle Kommune byder vanen tro på en række aktiviteter for kommuens børn, og for de børn, der er på besøg hos bedsteforældre i kommunen
Særligt i starten og slutningen af ferien, hvor mange forældre måske ikke har fri, er der mange aktiviteter for ungerne.
Ifølge en pressemeddelelse vrimler det med gode tilbud til børnene i sommerferien, både dem der bor i kommunen, men også for dem, der er så heldige at have bedsteforældre her.
Fem dages holdet er musik og sangskrivning, hvor man lærer at skrive nye sange, og får træning i rytme, instrumenter, sang og sceneoptræden. Ugen slutter af med koncert for venner og familie.
Kommunes børneteater, Xeneriet, eksperimenterer. Det gør de med ”kunst, krop og cartoon”, hvor de forvandler kunstværker fra den aktuelle udstilling på Kunstmuseet ”Alt dette er dit” til levende billeder. Og i sommerteaterlaboratoriet, hvor man kan lave skøre, uhyggelige, megasjove og underlige eksperimenter og i fællesskab lave en megasej teaterforestilling.
Ligesom i vinterferien er det igen kageholdene der har trukket mest. Alle fem hold er udsolgte, og flere står på venteliste hertil. Det første hold blev udsolgt på bare fem min. Det er hovedsageligt de yngre piger, der er vilde med kager. Det samme gælder for forfatterkurserne – her er det også pigerne, der dominerer, her er der dog stadig lidt pladser tilbage.
Blandt drengene er der særligt ét hold, der har trukket interessen – Parkour, som også er udsolgt. 25 skal prøve kræfter med disciplinen, der handler om at bygge sin egen bane ud af forskellige redskaber og efterfølgende bevæge sig let og elegant fra redskab til redskab. Men der er masser af andre fede tilbud til drengene og piger med gang i: Gokart, Skaterworkshop, fisketur, bowling, stand-up og ”Nak og Æd-naturen.
For de aktiviteter efter uge 27 er tilmeldingen åben til og med torsdag den 2. juli.