10.000 til sundheden
Danske Bank vil i år give penge til projekter for børn og unge - og har en ekstra pris på 5.000 kroner
- Vi giver de 10.000 til Sundhedsprisen, fordi vi også er optaget af den lokale folkesundhed, fortæller Torben Stevold, der er direktør for Danske Bank i Roskilde.
Pengene uddeles på den store sundhedsdag, der traditionen tro afvikles på Hestetorvet og i år foregår lørdag den 29. august, hvor Roskilde kommune i år er hovedarrangør i samarbejde med Region Sjælland og andre.
I år skal Danske Banks Sundhedspris gå til aktiviteter og projekter, som er målrettet til børn og unge, eller som disse selv har taget initiativ til. Det kan f.eks. være i skoler, i fritidsklubber, sportsklubber eller mange andre steder.
- Vi er optaget af, at Roskilde er en sund by og bakker også op om de mange initiativer, som kommunen har gang i overfor børn og unge. Det passer jo også til bankens overordnede mål om at bidrage til et godt lokalsamfund, siger Torben Stevold.
Ekstra pris
I anledning af at Danske Bank denne gang uddeler Sundhedsprisen i Roskilde for 15. gang, bliver der også en ekstra pris på 5.000 kroner.
Den skal eksempelvis belønne initiativer, som hjælper til, når børnene ikke har fået mad med til at klare skoledagene, der nu er blevet betydeligt længere.
Dommerkomiteen, der skal uddele begge priser består af Torben Stevold, apoteker Paul Bundgaard, formanden for sundhedsudvalget Morten Gjerskov og kommunens såkaldte velfærds-direktør Yvonne Barnholdt.
Kom med forslag
Kommunen opfordrer alle sine skoleledere, klubledere samt andre, der er aktive indenfor arbejdet med børn og unge, til at komme med gode forslag om, hvem der kan modtage de to priser.
Men alle interesserede og engagerede kan komme med forslag til, hvem der skal have den store sundhedspris og den mindre ekstra pris.
Forslag til, hvem der har fortjent Årets Sundhedspris, kan sendes til Danske Bank, Stændertorvet 5, 4000 Roskilde eller på mail til Torben Stevold (TSTEV@danskebank.dk) senest den 17. august.
Husk at mærke både brev eller mail Sundhedspris 2015.
tk
tk