Biskoppen 60 år
Roskildes biskop Peter Fischer-Møller fyldte 60 år mandag den 29. juni, og det blev markeret med en reception i dagens anledning. I 2008 blev han valgt til leder af folkekirken i Roskilde Stift efter en kampafstemning med Joachim Stender fra Kr. Såby, hvor valghandlingen måtte gå om på grund af uorden i optællingen. Men flertallet var dog sikkert for sognepræsten fra Haslev-området, der kirkepolitisk står på midten blandt folkekirkens forskellige retninger. Peter Fischer-Møller har siden deltaget i Roskildes liv fra sin embedsbolig i Det Gule Palæ, hvorfra han blandt andet har adgang til den gamle bispehave, der kan fremvise planter helt tilbage fra Absalons tid. I et interview med Roskilde Avis har han på et tidspunkt sagt, at det, han har lagt mest mærke til ved mødet med roskildenserne, er deres selvbevidsthed og stolthed over byen.