Den nye Jagger eller Bono
Rockmuseet tester rockstjerneevner på festival
Foto: Erling J. Pedersen Drømmer man om at blive den nye Mick Jagger eller Bono, kan man prøve sine rockstjerne-evner af på årets festival. Rockmuseet rykker nemlig ud på pladsen med et nyt spil, der skal testes, før det får fast adresse på museet til efteråret. Udstillingsleder Jesper Sønderstrup forklarer, at det er et rollespil, hvor det drejer sig om, at man sammen med sit band eller sine venner træffer nogle valg. Når alle svar er lagt sammen, får man at vide, om man kommer til at køre ad stjernevejen i et lækkert dollargrin eller om man må ender man som strøgsanger med trækvogn til instrumenterne, når man skal ud for at spille på Strøget. Det gamle dollargrin, en Plymouth, står allerede klar til pral på museet.
Gasolin og Betzy
Bilen, dollargrinet, Betzy har tilhørt et af de mest elskede danske band, nemlig Gasolin. Bandet købte den, da de selv var slået ind på en meget succesfuld vej. Sidenhen købte bandmedlemmet Franz Beckerlee bilen. Han har foræret den til Rockmuseet, hvor den nu har fast p-plads, når den gamle guitarist da ikke lige cruiser i den. Når man i fremtiden besøger museet, kan man også høre Gasolins indtil nu ukendte sang, Betzy, der både er en hyldest til bilen og kvinder generelt. På festivalen kommer bilen ikke med, til gengæld kan man spille spillet både i svedhytten, der står på området Dreamcatchers og på campingpladsen.
Spillet
I spillet Fra Trækvogn til Dollargrin vil man blive stillet over for en række valg, der relaterer sig til livet i et band. Bandet har fået en pladekontrakt, og nu diskuterer I, hvem der skal være bandets manager og hvordan pladen skal lanceres. Diskussionen er ophedet, og trommeslageren ender med at forlade bandet. Det ligner en situation mange bands har været i. Men i dette tilfælde er det et scenarie i det nyudviklede strategispil, som Danmarks Rockmuseum spiller med gæsterne på dette års Roskilde Festival. Hvis man komme helt til tops, kan man vinde billetter til næste års Roskilde Festival. Følg med på Rockmuseets facebookside. ag@roskildeavis.dk