Lokal pigtråd søges til festuge
VejleMuseerne står bag trekants-mesterskaberne i pigtråd – og unge bands kan vinde en dag i et lydstudie.
Vil I spille original pigtråds-musik? Rolling Stones som dancehall? Eller The Beatles som sludge metal? Uanset stil og genre eller et helt eget mash-up er alle unge bands fra Trekantsområdet inviteret til at deltage i VejleMuseernes bandkonkurrence, som finder sted den 20. august.
”De eneste krav er, at bandets medlemmer skal være under 25 år, mindst to af medlemmerne skal bo i Trekantsområdet og nummeret, bandet vælger at spille, skal være kendt fra 60'erne,” forklarer Rasmus Rosenørn, der er museumsinspektør på VejleMuseerne, i en pressemeddelelse.
Bandkonkurrencen bliver det officielle åbningsarrangement for Trekantsområdets Festuge.
Bandkonkurrencen torsdag den 20. august suppleres af to festaftener ”Mølle og Tylle” fredag den 21. og lørdag den 22. august. Med Mølle og Tylle genopliver VejleMuseerne stemningen fra tresserne.