Min Købmand får posthus
Post Danmark har åbnet postafdeling hos Min Købmand i Sønderborg
Min Købmand på Grundtvigs Alle er blevet udvidet med et posthus i samarbejde med Post Danmark.
"Det er en stor glæde, at vi med det nye posthus kan øge tilgængeligheden og gøre det endnu lettere for kunderne i særligt den sydlige del af Sønderborg, når pakkerne fra den stigende nethandel skal hentes og sendes," siger Kim Hinrichsen, kundechef i Post Danmark.
I det nye posthus kan kunderne hente pakker, som bestilles til direkte afhentning på posthuset. Der kan også sendes breve og pakker samt købes frimærker og pakkeporto.
"Vi glæder os til samarbejdet med Post Danmark. Det er vores forventning, at et posthus her hos os i endnu højere grad vil gøre Min Købmand til et lokalt omdrejningspunkt, siger Andre Pickardt fra Min Købmand Sønderborg.
Posthuset hos Min Købmand er åbnet, og der er også opsat en postkasse ved butikken.