SønderjyskE henter stregspiller i Lyngby
22-årige Ricka Falk Gindrup bliver en del af SønderjyskE's ligahold
SønderjyskE's damer har føjet endnu et navn til holdkortet til næste sæsons udfordring i Boxer Dame Ligaen.
Klubben har netop hentet Ricka Falk Gindrup i Lyngby HK, og sportschef Olivera Kecman kan dermed sætte flueben ved stregspillere på holdkortet:
"Ricka Falk Gindrup passer perfekt til vores meget unge trup. Hun vil tilføre vores stregspil en ekstra dimension, og samtidigt er hun meget dygtig til screeningsspillet, hvor hun kan gøre livet lidt lettere for bagspillerne, når de skal afslutte. Ricka Falk Gindrup er samtidigt også en dygtig forsvarsspiller, og det får vi virkelig brug for i forhold til det meget større, fysiske pres i ligakampene."
Ricka Falk Gindrup, der tiltræder på en 1-årig kontrakt, er blot 22 år.
"Hun har den rigtige tilgang til tingene, og jeg er overbevist om, at hun vil udvikle sig i vores gode træningsmiljø," siger Olivera Kecman.