Tag kørekort til en stor autocamper
Nye EU-regler har fået lokale kørelærere til at investere i ny bil
Det kræver sit kørekort at køre en stor autocamper. Og det er langt fra hos alle køreskoler, man kan tage kørekort til netop den type biler.
“Ifølge Dansk Kørelærerunion er vi den eneste køreskole på denne side af Storebælt, der kan tilbyde det her,” siger kørelærer Malene Nygaard Christensen.
Sammen med sine søstre, Betina og Simone driver hun Køreskolen BK Vejle. Og her har de investeret i nye køretøjer for at leve op til to nye EU-krav omkring kørekort.
“Det drejer sig om kørekort til kategorierne 'Lille lastbil' samt 'Lille bus'. I begge kategorier drejer det sig om biler mellem 3,5 og syv tons totalvægt,” siger hun.
Det nye regler betyder blandt andet, at man ikke længere behøver at tage det store erhvervskørekort til bus eller lastvogn, hvis man kun skal køre en mindre model - og ikke kører til udlandet. For kørsel med bussen i udlandet kræver specielle kurser.
Autocamper og turbusser
Det var to henvendelser, der fik BK Vejle til at investere i den nye bil.
“Vi blev ringet op af en lokal skole, der havde brug for, at lærerne kunne køre en mindre bus. Samtidig blev vi kontaktet af Dansk Kørelærerunion, som ville høre, om ikke vi kunne være interesserede i at tilbyde den nye form for kørekort, som ingen andre endnu tilbød. Og det ville vi da gerne,” siger Simone Nygaard Jørgensen.
Ifølge de henvendelser, køreskolen får fra bilhandlere i Vejle og omegn - og for den sags skyld resten af Jylland - er det nye tilbud nogle gange udslagsgivende for, om købere tør investere i de store autocampere. For uden det nye kørekort, må de ikke føre de store biler.
Store familiebiler
“Det er rart, at forhandlerne kender til mulighederne her hos os,” siger Betina Nygaard Johansen
BK Vejle kører gerne langt for at tilbyde kurser i at føre de store biler.
Køreskolen oplever også, at mange store familier har brug for at få bedre styr på de kørekortets mange forskellige kategorier.
“Hvis du tidligere skulle køre med fem-seks børn i bilen, skulle du faktisk have det store buskørekort. Nu kan du nøjes med kørekortet til lille bus. Og dét er vigtigt for mange kvinder, som hidtil har ladet manden stå for kørslen, fordi de ikke selv kunne overskue alt det med trykluft og andet, som følger med det store kørekort. Nu er det lettere,” siger Malene Nygaard Christensen.