SønderjyskE henter islandsk mester
SønderjyskE henter islandsk højre back til Sønderborg på 2-årig kontrakt
SønderjyskE Herrehåndbold har har netop skrevet en 2-årig kontrakt med islandske Arni Steinn Steinthorsson.
Den 24-årige højre back kommer fra klubben Haukar, som netop er blevet islandske mestre.
"Jeg er meget glad for kontrakten med SønderjyskE, som er en klub der matcher mine ambitioner. Det bliver spændende at samarbejde med Morten Henriksen og den talentfulde gruppe af spillere i klubben. Jeg håber, at jeg kan bidrage til holdet og til en succesrig sæson for SønderjyskE. Og så glæder jeg mig virkelig til at spille for de lyseblå fans, som også her på Island er kendt som fantastiske og festlige. Det var faktisk også én af årsagerne til mit valg af klub," røber Arni Steinn Steinthorsson, der kan glæde sig til at møde en landsmand på holdet, hvor målmanden, Daniel Freyr Andrésson, skal i gang med sin anden sæson for sønderjyderne.
Perfekt profil
Arni Steinn Steinthorsson har flere U-landskampe og A-landskampe på CV'et, og cheftræner Morten Henriksen har dermed positionen besat til den kommende sæson:
"Arni Steinn Steinthorsson skal som højre back være kollega med Simon Kristiansen, og passer i øvrigt perfekt til den profil, vi har søgt. Han er en eksplosiv type med både hurtigt skud, godt gennembrud og et spændende samspil med stregen. Desuden har han en dejlig aggressiv tilgang til sit forsvarsspil," siger Morten Henriksen og fortsætter:
"Arni Steinn Steinthorsson har desuden den helt rigtige, og typisk islandsk, indstilling til træning, udstråling og fight. Det kan vi godt lide i SønderjyskE, og jeg er meget glad for at det lykkedes at få ham til klubben."
Gode venner hjalp
Ifølge salgs – og sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt er det ”venner af huset”, der har gjort det muligt at tilknytte Arni Steinn Steinthorsson:
"For det første er jeg stolt af, at vi lykkedes med at få ham til klubben. Det havde ikke været muligt, hvis det ikke havde været for flere unavngivne personer og virksomheder fra lokalområdet, som hurtigt var med på banen. Vi er meget taknemmelige for den fantastiske opbakning til det lyseblå håndboldprojekt, og ser frem til at få Arni Steinn Steinthorsson i aktion for SønderjyskE," fastslår Simon Hajdu Lindhardt.