FC Fredericia henter angriber i Hobro
Angriberen Dennis Høegh skifter til FC Fredericia. Han kommer fra fra Superliga-klubben Hobro IK, og har underskrevet en toårig aftale med FC Fredericia. Direktør, Stig Pedersen, er glad for nyerhvervelsen.
“Vi kender ham og hans kvaliteter særdeles godt, efter at have spillet mod ham mange gange, og derfor ser vi frem til, at han kommer til at score rigtig mange mål for FC Fredericia,” siger Stig Pedersen og fortsætter.
“De kvaliteter, han åbenlyst besidder, samt den rutine han har tilegnet sig i Hobro, gør, at vi føler, at vi kan folde ham helt ud, og at han kan blive et stort aktiv for FC Fredericia.”
Tilgangen af Dennis Høegh bliver ikke den eneste til FC Fredericia-offensiven.
“Vores offensiv skal forstærkes, og angrebet er et sted, vi fokuserer på. Vi må erkende, at vi ikke formåede at lave nok mål i sidste sæson, og derfor skal vores offensiv forstærkes, og tilgangen af Dennis er bare den første.”
Dennis Høegh har udover Hobro IK også været i klubber som AGF og Viborg FF. Han har også repræsenteret de danske U-landshold fra U16 til og med U21.
Dennis Høegh er 26 år.