Nana og Line vandt
Tjenereleverne Nana Schäfer fra Hotel Koldingfjord og Line Helvad fra Restaurant Ti Trin Ned er kåret som Årets Elevteam
“Vi var mega nervøse og følte slet ikke, at vi var klar. Det var nervepirrende, og fornemmelsen i maven var frygtelig.”
Line og Nana kigger på hinanden og nikker i enighed. De to tjenerelever deltog i sidste uge i Årets Elevteam 2015: En af landets prestigefyldte konkurrencer for kokke- og tjenerelever på Hansenberg i Kolding.
Line Helvad fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia og Nana Schäfer fra Hotel Koldingfjord var et team. Og sikke et team. Den manglende optimisme i minutterne op til finalestart blev afløst af en professionel, stilsikker præstation, der overbeviste dommerne. Parret løb med førstepræmien.
“Der gik faktisk nogle minutter før det gik op for os, at Team 6 havde vundet. Jamen, det er jo os, Line! Og så tudede vi. Meget. Vi var så overraskede, for det hele var bare så overvældende,” lyder det fra Nana Schäfer.
En forbilledlig service og et fremragende helhedsindtryk lå blandt andet til grund for dommernes valg af de to.
Vandt et rejselegat
“Da vi først havde præsenteret vores mad- og vinmenu for dommerne, og forelagt vores vision, faldt der en sten fra hjertet. Så kørte det,” siger Line, der direkte adspurgt konstaterer, at hun har mere styr på de kreative ting end Nana - og leverer det feminine touch.
Til gengæld overgår Nanas viden om oste Lines - hun er langt mere teknisk orienteret, og fører på de klassiske ting inden for borddækning.
“Vi supplerer hinanden godt. Vores tema var gennemført og den røde tråd holdt hele vejen. Vi foksuserede meget på gæsterne, så der var altid en tjener ved bordet. Vi var 100% opmærksomme, og det belønnede dommerne os for,” lyder det fra Årets elevteam.
Førstepræmien er et rejselegat til en studietur i udlandet. De to elever får hver 5.000 kroner.
“Måske vil jeg en tur til Mosel og Alsace,” siger Nana, der er færdiguddannet til april.
“Det kan være, jeg tager på en klassisk vinrejse i Frankrig,” siger Line, der bliver tjener i marts 2017.
Begge elsker faget - dog ikke lige når de selv er på restaurant.
“Nej, vi kan jo ikke lade være med at rette på bestikket, tjekke glasene og justere tingene. Det er så irriterende. Vi kommenterer det indvendigt.”
I alt deltog 10 tjenerteams i konkurrencens store finale.