Fortsæt til indhold

Slagteriskolen vil fusionere

Arkiv
Anette Gundlach

Slagteriskolen og ZBC (Zealand Business College) har planer om at fusionere i den nærmeste fremtid. Rektor på Slagteriskolen Ulla Koch fortæller, at de to skolers bestyrelser netop har underskrevet papirer om sammenlægningen og sendt en ansøgning af sted til Undervisningsministeriet. Ulla Koch forklarer, at ZBC er valgt, fordi de to skoler passer fagligt sammen. - Det er en robust skole, der har matchende uddannelser indenfor fødevarer. Slagteriskolen er landets eneste skoleslagteri, men man kan for eksempel også læse til konditor, bager og smørrebrødsjomfru på stedet. På ZBC kan man blandt andet lære om mad og oplevelser indenfor fødevarer. - Vi har kigget os omkring i Region Sjælland og vurderet flere skoler, men til sidst valgte vi altså ZBC, siger Ulla Koch. Hun forklarer, at beslutningen har været længe undervejs, da Slagteriskolen ikke kunne fortsætte som selvstændig. - I øjeblikket venter bestyrelserne på, at der bliver valgt en minister til området, så de kan få grønt lys til at fortsætte med planerne efter sommerferien. Efterfølgende skal ledelsen på de to skoler lægges sammen. Slagteriskolen skal fortsat have adresse i Roskilde. ZBC ligger både i Næstved, Ringsted og Vordingborg. ag@roskildeavis.dk