Fortsæt til indhold

Én indgang - syv jobcentre

Haderslev er med i den fælles rekrutteringsservice på tværs af grænserne imellem syv kommuner. Nu kan virksomhederne ringe til ét jobcenter og få tilbudt arbejdskraft fra de øvrige jobcentre

Arkiv
Arkiv

Kommunerne i Trekantområdet og Haderslev er gået sammen om at hjælpe virksomhederne i Syddanmark med at få den arbejdskraft, de har brug for.
Med den fælles rekrutteringsservice kan en virksomhed henvende sig i ét jobcenter og få kandidater fra alle syv jobcentre.
Kommunerne, som tæller Kolding, Fredericia, Vejen, Haderslev, Middelfart, Billund og Vejle, udmønter med samarbejdet en politisk aftale om at yde virksomhederne bedre hjælp til rekruttering, for at styrke området som det vigtigste vækstcenter i Vestdanmark.
”Vi ønsker, at virksomhederne får den bedste vare blandt vores 7 jobcentre,” udtaler Kjeld Kjeldsen, formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune.
”Med den fælles rekrutteringsservice flytter vi fokus over på virksomhedernes behov, så de oplever at få hurtig og effektiv hjælp ved første henvendelse i ét jobcenter.”
Sideløbende med at den fælles rekrutteringsservice starter op, vil de syv jobcentre samarbejde om at skabe et fælles grundlag for deres service og kontakt med virksomhederne.

Ambitiøst projekt

”Det er et ambitiøst projekt, og den fælles rekrutteringsservice stiller store krav til jobcentrene,” udtaler Karl-Erik Olesen, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Haderslev Kommune:
”Det er vigtigt, at virksomhederne oplever et højt serviceniveau i alle jobcentre, og derfor vil vi arbejde med at få fælles mindset, adfærd og kompetencer, når vi yder service til virksomhederne.”
I praksis har hvert jobcenter ét telefonnummer, som er målrettet virksomhederne. Den medarbejder, som tager telefonen, har ansvar for at komme virksomhedens behov i møde ved først at henvende sig til kolleger internt i jobcentret, og dernæst til kolleger i de øvrige syv jobcentre.
Virksomheden vil ikke blive stillet om, men opleve en samlet service fra jobcentrene. Nummeret i Haderslev er 74 34 08 00.