Fortsæt til indhold

Tilbage på sporet

"Sporet" er et nyt tilbud til unge i Haderslev kommune, som har svært ved at finde kursen i livet

Arkiv
Arkiv

”Sporet” er et nyt tilbud til unge i Haderslev Kommune. På Sporet kan de unge få hjælp til at håndtere nogle af livets vanskelige omstændigheder og få skabt et netværk. Her vil de unge kunne møde både frivillige mentorer og få samtaler med uddannede fagpersoner.
Er du mellem 14-og 35 år kan du bruge ”Sporet” til at møde andre unge. ”Sporet” er de unges sted. Her er det muligt at komme forbi og få en snak. Det er også et sted, du kan benytte, hvis du vil have ro til at lave lektier eller være med til fælles aktiviteter med andre. Endeligt er der også mulighed for at få rådgivning og samtaler med en uddannet fagperson, hvis du ønsker det.
”Vi kalder det et netværksted, fordi det netop er et sted, hvor unge kan få skabt et netværk. På ”Sporet” er vi der for at kunne give de unge den retning i tilværelsen, som de måske ikke har. Hvis man står uden netværk eller føler sig ensom, kan vi forhåbentlig hjælpe dem til at komme tilbage på sporet,” siger Kirsten Lykke Nielsen, der er ansat som socialfaglig mentor og typisk vil være én af dem, de unge møder på ”Sporet”.
”Sporet” drives i et partnerskab mellem flere organsiationer, virksomheder og foreninger i samarbejde med Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune. Partnerskabet ønsker, at tilbuddet skal have de unge og de unges egne behov i centrum, men understøttet af de ressourcer og kompetencer, der bringes ind af parterne i partnerskabet.

Stor opbakning til projektet

”Vi har mødt utrolig stor opbakning til projektet. Mere end 25 frivillige har meldt sig til at være frivillige mentorer, og det er alle partnere i projektet meget imponerede af. Det betyder, at vi fra starten har fået folk med stor livserfaring og stærke ressource ind i projektet," siger Preben Holmberg, formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse.
På ”Sporet” vil de unge blandt andet kunne få samtaler med en terapeut fra TUBA - terapeutisk rådgivning FOR unge - der er én af partnerne i projektet.
"TUBA har stor erfaring med at få unge tilbage på sporet. TUBAs hjælp har vist sig særligt effektivt til at vende den negative sociale arv. Vi glæder os til at samarbejde i dette projekt med vores viden om at hjælpe de unge til at blive bedre til at fastholde skole og arbejde, bliver bedre til at løse problemer og får det bedre med sig selv,” forsikrer landsleder i TUBA, Henrik Appel, der glæder sig over det frugtbare samarbejde med Haderslev Kommune.

På Teaterstien

”Sporet” ligger på Teaterstien 9c 1 i Haderslev. Åbningstider vil være forskellige fra uge til uge, og vil blandt andet afhænge af behov og arrangementer. Aktuelle åbningstider vil kunne ses på Sporets facebookside www.facebook.com/ungepaasporet. Har man brug for hjælp, kan man altid kontakte Kisten Lykke Nielsen kan kontaktes på tlf. 20 11 75 21 eller på mail sporet@haderslev.dk
Målet med Sporet er også, at der kommer en ungebestyrelse, som er talerør for de unge, der benytter stedet og som kan være med til at definere, hvad stedet skal bruges til og hvilke aktiviteter, der skal være på Sporet.