Fortsæt til indhold

Til Paris på “Den gule bandit”

For Per Larsen har Team Rynkeby været en stor drøm igennem mange år. På lørdag tager han for alvor hul på at leve den ud

Arkiv
Peter Rasmussen

Flere end 4000 kilometer har 59 årige Per Larsen tilbagelagt på den strømlinede gule racercykel, siden han modtog den midt i marts måned.
Inden da blev der slidt i det på spinningcykler og op og nad af bakker på en maountainbike. Man kommer nemlig ikke gratis i den form, som det kræver for at deltage i Team Rynkeby.
“Det bliver da også helt mærkeligt når løbet er kørt. Så skal man ikke længere op hver lørdag og søndag klokken 6.00 for at deltage i træning og løb,” lyder det fra Per Larsen, som ikke ved om det bliver en befrielse eller et savn.
“Lige nu er jeg bare så lykkelig for at være med, og jeg har forberedt mig så godt jeg overhovedet har kunnet,” slår han fast.
Glæden ved at være med kommer ikke kun af det gode formål, som hele Team Rynkeby projektet har, men også af det fantastiske sammenhold og samarbejde der er blandt deltagerne:
“Der er et helt fantastisk sammenhold blandt de 60 ryttere og alle de uvurderlige hjælpere på Team Rynkeby Sønderjylland. Man kommer til at savne dem hver og én,” fortæller Per Larsen, der ikke aner om han kunne finde på at søge om at komme med næste år:
“Jeg ved det helt ærligt ikke. Jeg tror jeg har brug for at mærke hvordan jeg har det når jeg kommer til Paris,” lyder det ærligt.
Forventer smerte
Trods den megen træning forventer Per Larsen, at det nok skal blive en smertelig oplevelse at cykle flere end 1200 kilometer til 'Byernes By':
“Det skal nok markere sig i både ban, bagdel og krop. Men jeg har lovet mig selv at tænke på den smerte som rammer de mange familier, hvor et barn rammes af kræft. Børnene er det mest værdifulde vi har, og det er ikke rimeligt at de skal blive syge og måske endda dø. Så er min smerte ligegyldig,” lyder det med bestemthed.

En gul drøm

Det var en mangeårig drøm, som gik i opfyldelse, da Team Rynkeby ringede og meddelte Per Larsen at han var med på holdet i 2015:
“I mange år har jeg drømt om at være med, men det har knebet med tiden. Nu tog jeg chancen og er lykkelig for at jeg kom igennem nåleøjet,” fortæller han.
Hen over vinteren er der lavet en lang række arrangementer, som har skrabet penge sammen til det gode formål og man kan stadig nå at støtte Per Larsens “Better Now indsamling” via hans facebokside.
“Team Rynkeby er en fantastisk historie. Da 11 motionscyklister fra Rynkeby satte gang i det hele ved at cykle til Paris i 2002, kunne de dårligt ane hvordan det ville gå. Dengang fik de et overskud på 38.000 kroner til Børnecancerfonden.”
I fjor talte Team Rynkeby 1450 cyklister fra Norge, Sverige, Finland og Danmark. De cyklede 46 millioner - heraf de 32 i Danmark - ind til det gode formål.
“Nu er det jo ikke kun Team Rynkebys skyld, men i 2002 blev 200 børn i Danmark syge af kræft. Heraf døde de 100. I 2014 blev 200 også syge, men dødstallet hed nu 40. Det er også 40 for meget - og der er en masse følgesygdomme at slås med. Så vi har stadig meget at cykle for. Men tag ikke fejl: Team Rynkeby er en støtte som hjælper. Og intet beløb er for lille - og intet er for stort,” siger Per Larsen, der kan fejre sin 60 års fødselsdag når han ankommer til Paris.