Lokal forfatter udgiver krimi
Søren Veng Olesen har skrevet krimien Sølvmanden. Mød forfatteren ved et arrangement hos Køge Boglade lørdag den 4. juli.
BOGUDGIVELSE: Liget af en 11-årig dreng og en by med en grum hemmelighed er nogle af ingredienserne i en ny krimi, der er skrevet af Søren Veng Olesen, som til daglig er direktør i virksomheden Ergopartner i Køge.
Bogen hedder Sølvmanden, og den sælges blandt andet i Køge Boglade, hvor man også kan møde den nybagte forfatter lørdag den 4. juli fra klokken 11.30.
Bogens handling er centreret omkring den lille by Hornslev, hvor liget af den 11-årige dreng findes i en mose, og den jævnaldrende Benjamin står tiltalt for mordet med mulighed for at blive den yngste dømte morder i Danmarkshistorien.
En børnepsykolog, Markus, spiller en afgørende rolle i behandlingen af sagen, som gradvist viser sig at være alt andet end lige til.
"Byen er idyllisk og fredelig på overfladen, men bærer på en grum hemmelighed, der spænder ben for hans arbejde. Afgørelsen omkring sagen nærmer sig, og Markus har kun kort tid til at trænge igennem til drengen og finde frem til sandheden omkring mordet i mosen og byens grufulde fortid," lyder det blandt andet om bogen.
mr