Fortsæt til indhold

Her er Fredericias nye ungeborgmester

14-årige Oline Dyrbjerg Strøager har indtaget posten som borgmester i det nye ungebyråd

Arkiv
Lars Saugbjerg

“Det er ikke helt gået op for mig, at jeg er Fredericias ungeborgmester. Men jeg glæder mig til opgaven.”
Oline Dyrbjerg Strøager går i 8. klasse på Kirstinebjergskolen. Hun er typen, der blander sig.
“For mig er Fredericia ikke bare en by, jeg bor i. Jeg vil være en større del af byen, komme bag facaden og være med, hvor tingene sker. Jeg vil gerne have indsigt i de ting, der foregår - og det tror jeg, at jeg kan få gennem ungebyrådet,” lyder det fra den unge politiker, der indrømmer, at hun ikke har det store kendskab til ungebyrådets arbejde.
“Det er der ikke mange unge, der har. Så det er et område, jeg vil beskæftige mig med - altså at gøre ungebyrådet mere synligt. Det trænger det til. De unge skal gøres opmærksom på, at ungebyrådet findes. Rådet er her for at gøre det fedt at være ung. Det skal være tydeligt for alle, at byen også er for de unge.”
På hjemmefronten er Oline ikke blevet fodret med TV-Aviser og politiske debatter.
“Men vi har talt tingene igennem, når der var noget, vi var i tvivl om. Og jeg synes selv, at jeg følger godt med. Jeg ser og læser jævnligt nyheder - og vil gerne diskutere tingene og stille kritiske spørgsmål.”

Mærkesager

Oline elsker Fredericia, naturen - og selvfølgelig skolen.
“Der er ikke nogle fag i skolen, jeg ikke kan lide. Men der er nogle, jeg bedre kan lide end andre. Fysik er nok mit ynglingsfag.”
Ungebyrådet er ikke politisk i sig selv, men derfor kan man godt have politiske holdninger som ungeborgmester.
“Jeg er ikke så glad for hverken Helle eller Lars,” smiler Oline uden at præcisere, hvor krydset skulle sættes, hvis hun havde stemmeret.
Her er nogle af Olines mærkesager:
“De offentlige toiletter er simpelthen skrækkelige. Også på skolerne. Vi skal have fokus på, at toiletforholdene bliver bedre. Internetforbindelserne på offentlige steder skal også være meget bedre. Og dårlige rygter omkring Ungdommens Hus skal aflives. Her drikker man sig ikke megafuld og er i dårligt selskab. Det er et godt sted at være.”
Selvom Oline brænder for at gøre en forskel i den politiske verden, vil hun ikke gøre den til sit levebrød.
“Jeg vil gerne være jordemoder. Så gymnasiet venter og dernæst jordemoderuddannelsen i Esbjerg. Men jeg vil nok stadig være politisk aktiv, når jeg bliver voksen. Jeg tror ikke man kan undvære det, når først man har snust til det.”



Fem hurtige til Oline:

Motion?

”Ja, det er jo vigtigt. Men jeg må indrømme, at det ikke bliver til meget. Jeg er vist en lidt for doven teenager.”
Livret?

“Karbonader”
Ferie?

“Sol og badestrand, men også kultur. For eksempel storbyferie.”
Fjernsyn?

“Jeg elsker krimiserier. CSI eller Criminal Minds.”
Musik?

“One direction - for altid”.