Fortsæt til indhold

Dårligt sommervejr tvinger butikker til udsalg

Dårligt vejr betyder, at butikkerne ligger inde med usolgt sommertøj

Arkiv
Natalie Stratigos

Udsalgsskilte pryder i øjeblikket mange butiksvinduer i Kolding midtby og lokker kunderne til at spare 30, 40 eller måske 50 procent på sommertøjet. Det tidlige udsalg sker på grund af et koldt forår og en regnfuld sommer, der presser butikkerne. Det fortæller citychef Mette Schumacher.


“Folk køber ikke sandaler og shorts, når det er 15 grader. Det siger sig selv. Men butikkerne er jo nødt til at komme af med deres varer, inden de nye varer kommer. Der er meget usolgt sommertøj, og derfor er de tidlige sommerkollektioner sat ned, så butikkerne kan få ryddet ud i lagrene,” forklarer hun.

Travlhed i butikkerne

I Kolding midtby er udsalget startet omkring ti dage tidligere, end det plejer, og den tendens mener Mette Schumacher gælder på landsplan. I Kolding plejer butikkerne først at starte udsalg omkring Country-festivalen.


Udsalget fortsætter juli ud, og citychefen spår, at butikkerne går en travl tid i møde.
“Nu har vi jo hørt, at solen og sommeren kommer på onsdag (den 1. juli red.), og så bliver der travlt i butikkerne, og byen myldrer af mennesker, der skal have sandaler og shorts”.