Fortsæt til indhold

Nyuddannede pædagoger er stolte af deres fag

Tre nye pædagoger føler sig klædt på til jobbets udfordringer. De håber, at der kommer mere respekt for branchen

Arkiv
Natalie Stratigos

At gøre en forskel for de mennesker, der har brug for én. Det er, hvad der driver tre nyuddannede pædagoger, som fredag fik uddannelsesbeviset i hånden efter tre et halvt års studier på UC Syddanmark i Kolding. Næstefter drømmen om et job, håber de på, at der kommer mere respekt for deres fag i fremtiden.


“Jeg tror, mange ser pædagogfaget som noget nemt og pædagoger som nogen, der bare passer børn og drikker kaffe, mens de, der arbejder rigtig hårdt tager sig af den økonomiske vækst i samfundet. Men faget er utrolig vigtigt, for hvis der ikke var nogen til at tage sig af børnene, var der heller ikke nogen, der kunne skabe vækst. Derfor håber jeg, at flere får øjnene op for det arbejde, pædagoger udfører,” siger 23-årige Louise Andsager, nyuddannet pædagog med linjefag i mennesker med sociale problemer.


“Ja, det er på en måde finere at tage en kandidatgrad i økonomi, mens vi tænker over, hvordan vi kan slå Kina i konkurrencen. Men når jeg går hjem fra arbejde og ved, at jeg har givet treårige Mads den bedste dag, så føler jeg virkelig, at mit job har betydning. Jeg er jo med til at skabe glade og trygge børn,” supplerer 25-årige Hans Lauritsen, der har linjefag i mennesker med funktionsnedsættelse.
Louise, Hans og 24-årige Lina Larsen er enige om, at man ikke bliver pædagog for lønnen, men fordi man brænder for arbejdet med mennesker.


“Det bedste er at følge en udvikling og vide, at du gør noget godt for andre. Man kan ikke redde hele verden, men bare det at hjælpe en enkelt betyder meget,” lyder det fra Lina Larsen, der også har linjefag i mennesker med sociale problemer.


Der er ingen af de tre nyuddannede, der endnu har fået et job, men de er fortrøstningsfulde over for fremtiden, selvom det kan virke svært at komme ind på arbejdsmarkedet som nyuddannet.

Godt klædt på til jobbet

“Der bliver slået en del stillinger op, men ofte hører man, at de hellere vil have nogen, der har mere erfaring. Men jeg søger på livet løs, og så må man jo starte med vikararbejde,” sige Louise Andsager, der drømmer om et arbejde på en institution for anbragte børn.


Lina Larsen drømmer også om at arbejde med udsatte unge. Om tre måneder går hun på barsel, og håber er, at hendes erfaringer som mor kan hjælpe hende med at få et fast job efter barslen.


Hans Lauritsen håber at få job i en børnehave for børn med funktionsnedsættelse. Og så er de alle tre enige om, at den nye regering gerne må indføre minimumsnormering på daginstitutionsområdet, men indtil da er de klar til at tage pædagogudfordringen op.


“Vi føler os godt klædt på til jobbet, selvom der stadig venter mange førstegangsdilemmaer. Men det er nok en brance, hvor vi lærer en helt masse hen ad vejen,” slutter Louise Andsager.