Brian Ganzhorn gjorde god figur ved veteran-EM
BORDTENNIS: Brian Ganzhorn, fra Skensved IFs Bordtennisafdeling klarede sig fint ved Europamesterskaberne i bordtennis for veteraner, der blev afviklet i Tampere i Finland fra mandag den 29. juni til lørdag den 4. juli.
Bedst gik det i veteran 40-double, hvor Brian Ganzhorn sammen med Michael Richmond fra Amager Bordtennisklub opnåede en slutplacering blandt de 16 bedste i Europa. I veteran 40- singleturneringen kvalificerede Brian Ganzhorn sig til hovedturneringen.
Tæt opgør i indledende pulje.
De fire doublepar i den indledende pulje var fra Finland, Tyskland, Rusland og Danmark.
Nr. 1 og 2 ville være kvalificeret til hovedturneringen og kampen om Europamesterskabet. Det russiske par Leonid Ivanov/Sergel Savelev vandt alle deres tre kampe med 3-0 og var dermed kvalificeret til hovedturneringen.
Brian Ganzhorn/Michael Richmond tabte til Jussi Rahikainen/Nick Schiewek fra Finland med 1-3, men vandt over Volkmar Raudszus/Thorsten Winter fra Tyskland med 3-0.
Da Raudszus/Winter derefter besejrede det finske par, viste fintællingen at Ganzhorn/Richmond, Danmark havde kvalificeret sig til hovedturneringen som nr. 2 på en bedre sætscore end det tyske og finske par.
Første kamp i hovedturneringen var mod Matts Källberg/Per-Anders Källberg fra Sverige. Det svenske par blev besejret med 3-0. Anden kamp var mod Richard Skacelik/Milan Weber fra Tjekkiet.
Den kamp blev en sand gyser vundet af Ganzhorn/Richmond med 3-2 i sæt - cifrene 10/12, 11/9, 10/12, 11/9, 13/11 - og Ganzhorn/Richmond var hermed blandt de 16 bedste. Yderligere avancement blev det ikke til. Den efterfølgende kamp blev tabt til Sebastien Douaran/Marc Le Penven, Frankrig med sætcifrene 1-3.
Singleturneringen
Brian Ganzhorn kvalificerede sig til hovedturneringen i singe i 40 års-rækken ved i indledende pulje at blive nr. 2 efter sejr over Y. Feusier fra Schweiz på 3-0 i sæt, men nedlag på 2-3 i kampen mod G.Daeumler. Tyskland.
I hovedturneringens første runde blev Brian Ganzhorn sendt ud af single-turneringen, da det blev til nederlag på 2-3 i kampen mod Mario Bolz fra Tyskland.
pm