Gigant betonbro fandt sin plads
De forretningsdrivende har brokket sig, og rigtig mange trafikanter har revet sig i håret. Det har i sandhed været - og er stadig - hårde tider for alle med deres daglige gang i Storegade omkring Jagtvej.
Siden midten af juni har vejen været spærret, fordi Banedanmark i forbindelse med elektrificeringen af jernbanen mellem Esbjerg og Lunderskov, er nødt til at skifte jernbanebroen.
Gennem længere tid er den nye 3.500 tons tunge betonbro blevet bygget klods op ad den gamle, der nu er væk. Fredag skulle den nye bro så skubbes på plads - en operation der trækker masser af nysgerrige til.
En del af dem, der kigger med, er utvivlsomt lig med nogen af dem, der de seneste uger har revet sig i håret over vejspærringen - for slet ikke at tale om, at der i denne tid slet ingen togtrafik er mellem Esbjerg og Lunderskov. De kan måske finde trøst, at det kunne have været meget værre. Hvis Banedanmark havde valgt først at bygge den nye bro, når den gamle var væk, havde det betydet mange måneders spærring af både bil- og togtrafik. Ved at bygge broen godt 75 meter ved siden af den gamle og så 'bare' skubbe den på plads, slipper alle med 'kun' en god måneds spærring.