Fortsæt til indhold

Fremtiden kan printes

3D-print er flyttet ind i klasseværelset. På Kirstinebjergskolen Afd. Indre Ringvej bruges teknikken i faget Håndværk & Design

Arkiv
Peter Friis Autzen

Hvad kan lade sig gøre? Og hvad virker? Det kan eleverne på Kirstinebjergsskolen Afd. Indre Ringvej i Fredericia undersøge med et nyt redskab.
Det er en 3D-printer - altså en maskine, der kan forvandle en computermodel til en rigtig ting, som man kan tage fat i og måske bruge til noget.
“Vi bruger 3D-printeren i faget Håndværk & Design, som er en sammenlægning af det, der i gamle dage hed sløjd og håndarbejde,” siger lærer Henrik Andersen begejstret, da Lokalavisen besøger skolen lige op til sommerferien.
“Det handler om at lære eleverne noget om en design-proces, hvor de udtænker et produkt og forholder sig til, hvad der skal til for at få det til at virke. Det har man altid gjort med arbejdstegninger, søm og brædder. Nu gør vi det også med 3D-printeren her, som er blevet en del af faget. Men sløjdlokalet byder stadig på søm, brædder, høvlspåner og splinter i fingrene,” siger han.
I dag skal Eylüc Yildiz og Camilla Christensen fra 6.c. forsøge sig med 3D-printeren.
De skal lave en mobiltelefonholder. Den skal kunne holde balancen med telefonen i, så der skal måles og beregnes, inden printeren i fire timer sættes til at skabe formen ud af ultratynde plastiklag.

Resultatet af pigernes arbejde. Bemærk de tynde plastik-lag i printet. Privatfoto
Lærer Henrik Andersen.